Søndag røg Frederik Lundgaard Jensen ud af verdensmesterskaberne i Rusland. Men deltagelsen på højeste niveau betyder alligevel meget for Pandrup Bokseklub, hvor nordjyden har haft sin opvækst

EKATERINBURG: Søndag blev Frederik Lundgaard Jensen fra Pandrup Bokseklub slået ud af verdensmesterskaberne i Rusland. Her tabte han en tæt kamp til Roland Galos fra Ungarn.

- Vi er da stolte af Frederiks niveau. Det er ærgerligt, at det ikke rakte til mere. Det var en lige kamp, og han mødte en en god bokser. Frederik fik vist, at han virkelig kan noget, siger Kasper Bruun, formand i Pandrup Bokseklub.

Frederik Lundgaard Jensen stillede op i 57 kg-klassen, hvor han slog australske Jack Denahy i den første kamp. Med nordjydens exit søndag er der ikke flere danskere med ved VM, da Pandrup-bokseren var den eneste, som kæmpede for Dannebrog i Ekaterinburg.

- Vi er stolte over, at han er den eneste dansker, der er med til VM. Det viser, at vi har den bedste bokser i landet, siger Kasper Bruun.

Selvom klubbens bokser ikke fik mere end to kampe ud af AIBA World Boxing Championships, så betyder det fortsat noget for en masse mennesker i Pandrup.

- Jeg tror, at størstedelen af klubben følger med i det, De unge ser op til Frede og har også en drøm om at opleve sådan noget. Det betyder meget for os og for byen. Det gør også, at sponsorerne vil være med, fordi de kan se, at vi kan skabe boksere og har folk med til store ting, slutter Kasper Bruun.

Nu skal Frederik Lundgaard Jensen se frem mod mulighederne for at kvalificere sig til OL i Tokyo.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...