Portrætfotografen overtager lokaler på Vesterhavsvej efter tøjbutik

HUNE: Fotograf Ulla Jensen har allerede overtaget bygningerne efter tøjbutikken Krone 1 på Vesterhavsvej i Hune, og hun er i fuld gang med at indrette sit nye atelier.

Det betyder, at hun flytter sin arbejdsplads, der hidtil har optaget alle kvadratmeter i et parcelhus i Hune, til den tidligere tøjforretning.

- Det er meget pludseligt. Jeg talte med Keld Kristensen og hørte om de ledige lokaler, fortæller Ulla Jensen.

Og hun greb muligheden, da hun manglede plads i hjemmet.

- Jeg savnede plads og mere højde til loftet. Det er svært at udfolde sig i et almindeligt parcelhus, og med den manglende højde var der nogle lyssætninger, jeg ikke kunne lave. Derfor er det fantastisk, at der her på Vesterhavsvej er et lokale med tre meter til loftet, forklarer hun.

Der er ikke behov for mere synlighed for fotografen. Atelieret kommer nemlig ikke til at have en fast åbningstid, men vil have åbent efter aftale.

- Jeg har mange opgaver udendørs og er derfor meget ude af huset. Der er ingen ide at have en ansat til at holde butikken åbent. Det er meget sjældent, der kommer kunder ind lige fra gaden, og der kommer jo ikke nogle for at få fremkaldt film mere, siger hun.

Ulla Jensen er gået i gang med julefotograferingen og har faktisk så travlt, at åbningen af det nye atelier først bliver markeret, når hun kan fejre sine fem år som fotograf, og det sker omkring februar 2019.

Hun har netop taget en Master i international portrætfotografering og kan dermed supplere sit gule "bælte" med et rødt til det emblem, der repræsenterer graderne, og målet er inden for to år også at få det sorte bælte og titlen som Grand Master Photographer.

Selv om Ulla Jensen har mange forskellige opgaver, er det nemlig mest portrætfotograferinger af kvinder og børn, der fylder arbejdsdagen.

Dog har hun også lidt erhvervskunder, men på grund af travlhed tager hun ikke nye ind, og konfirmand- og bryllupsfotograferinger sker ikke på den store dag.

- Bryllupper fotograferer jeg senere på en dag med godt vejr og en flot solnedgang, siger Ulla Jensen.

Hun elsker sit arbejde, hvor hun får lov til at møde mange forskellige mennesker, som hun stræber efter at give en god oplevelse.

Ulla Jensen lægger nemlig vægt på det vigtige i at kreere portrætter, som mange generationer vil få glæde af.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...