Aldrig før har der været så mange kvindelige deltagere

SALTUM: Lørdag 13. april blev et total udsolgt MTB-løb afviklet med flere end 500 deltagere i Saltum og omegn og denne gang med rekordmange kvindelige deltagere.

Flere end 500 mountainbikeryttere blev om formiddagen sendt afsted fra Saltumhallen, og det var 8. gang, at revisionsselskabet Beierholm var arrangør af løbet ”Beierholm MTB”.

De seneste år har løbet været total udsolgt med flere end 500 deltagere på distancerne 75, 45 og 30 kilometer.

Løbet er for både mænd og kvinder, og i år satte antallet af kvindelige deltagere rekord med 74, hvoraf de fleste deltog på 30 kilometerruten.

Ifølge partner og statsautoriseret revisor Thomas Skou Jacobsen fra Beierholm i Aalborg er løbet blevet en forårsklassiker for alle, lige fra let øvede til de halvprofessionelle:

- Mountainbike er blevet en folkesport, og Dansk Cykle Union vurderer, at der nu er 300.000 aktive mountainbikere i Danmark. Så mange var der bestemt ikke, da vi startede for otte år siden, og vi er meget tilfredse med at være med til at understøtte sportens udvikling i Danmark, siger Thomas Skou Jacobsen.

- Vi ramte igen i år vores maksimale kapacitet på løbet i Saltum. Den er på flere end 500 deltagere, og i de seneste år har vi tidligere og tidligere måttet melde udsolgt. Det vidner om, at det er et løb, som mange glæder sig til, siger han.

Thomas Skou Jacobsen havde både overskud til at være vært, holde velkomsttale og selv deltage i løbet. Formen rækker dog ifølge Thomas Skou Jacobsen i øjeblikket kun til den korteste rute på, men det vigtigste er at deltage, når man har en travl hverdag.

- Vi revisorer befinder os jo midt i regnskabssæsonen, så det kan være svært at nå at træne i månederne op til. Derfor nøjes jeg med de 30 kilometer, men jeg tror nu alligevel, at musklerne er ømme i morgen, bemærker han.

Thomas Skou Jacobsen gennemførte på en time og 32 minutter. Det rakte til en 18. plads inden for kategorien 30 kilometer – mænd – 18-50 år.

Løbet blev gennemført i flot, men køligt forårsvejr, og bedste tid på kongedistancen var Alfred Christiansen, der kørte de 75 kilometer på to timer, 46 minutter og to sekunder.

Vinderne i de enkelte kategorier blev:

18-50 år 30 km: Kaj Andersen og Henriette D. Andersen.

51+ år 30 km: Jesper Høeg og Hanne Winther.

18-50 år 45 km: Tyge Rasmussen og Heidi Eystberg.

51+ år 45 km: Brian Kielgast og Maiken Jensen.

18-50 år 75 km: Alfred Christiansen foran Morten Vogt Laustsen

51+ år 75 km: Henrik Holm Nielsen og Joan Hald.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...