Bio: Midsommar, Claire Darling og A Star is Born er på programmet

Der er ikke mindre end tre film at vælge imellem den kommende tid.

30. og 31. juli klokken 19.00 er det filmen Midsommar, der er på programmet.

Den handler om Dani, der er en ung kvinde, som kæmper med sine forældres død og rejser med sin kæreste og hans venner til Sverige.

De har lejet en afsidesliggende hytte i en by med særlige midsommer traditioner.

Det, der begynder som en afslappende sommerferie i det soloplyste Sverige tager hurtigt en mørk drejning, da landsbyboerne inviterer deres gæster til at deltage i festlighederne, som tager det svenske paradis i en mere og mere foruroligende retning.

Filmen Claire Darling spiller fra 1. til 5. august klokken 19.00. Det gælder dog ikke lørdag.

Den spiller også i Dagkino 2. august kl. 10.00

På en smuk solskinsmorgen, der bebuder sommerens komme, vågner Claire op og beslutter sig for at leve sin sidste dag.

Claire har besluttet sig for at skille sig af med sit gods. Hun har lagt alle sine yndlingsting ud på plænen i forhaven til et overdådigt loppemarked.

Da datteren Marie får nys om moderens planer om at frasælge hendes barndom, må hun tage hjem til familiegodset for at stoppe salget og afdække årsagerne til Claires excentriske beslutning.

A Star Is Born spiller 6. og 7. august klokken 19.00.

A Star Is Born vandt afstemningen som Biografklub Danmarks bedste film i sæsonen 18/19, og i den anledning viser Pandrup Kino filmen igen 6. og 7. august klokken 19.00.

Bradley Cooper spiller den erfarne musiker Jackson Maine, der ved et tilfælde opdager - og bliver stormende forelsket i kunstneren Ally.

Hun knokler som servitrice og har næsten opgivet sin drøm om at slå igennem som sangerinde... indtil Jack lokker hende ind i spotlightet.

Men selvom Allys karriere hurtig tager fart, vakler deres skrøbelige kærlighedsforhold, da Jack kæmper en hård kamp mod sine indre dæmoner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...