Endnu et navn til sommerens koncerter på Torvet på plads

BLOKHUS: Thyborøn-kvartetten Tørfisk gæster Blokhus Torv torsdag 11. juli i forbindelse med de populære

sommerkoncerter.

Det oplyser Karl Korfits på vegne af arbejdsgruppen, der repræsenterer Erhvervsforeningen Destination Blokhus, erhvervslivet, VisitJammerbugten og lokale ildsjæle.

Tørfisk hører til blandt de allerbedste i Danmark til at forene irsk-inspireret folkemusik med egne kompositioner og personlige tekster.

- De synger, spiller og underholder så det er en fryd. Med typisk vestjysk charme, som vi også oplevede på stranden i Blokhus til sankthans sidste år, er vi overbeviste om, at de er en stensikker succes med deres lytteværdige, morsomme og exceptionelle repertoire. Samtidig er Tørfisk dygtige musikere, som forstår at udnytte musikken sammen med deres helt stærk

side, de karakteristiske, vestjyske og forblæste herre-stemmer, siger Karl Korfits.

Scenen på Torvet i Blokhus vil hele sommeren byde på landskendte navne, som sikrer byens gæster spændende og musikalske oplevelser.

Michael Learns To Rock kommer på besøg torsdag 18. juli, Hjalmer 25. juli og Hardinger Band 8. august.

Endnu mangler arrangørerne at offentliggøre navnene på de optrædende til koncerterne torsdag 4. juli og torsdag 1. august.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...