Saltum Trim og ROFL Run i samarbejde

BLOKHUS: To løbeklubber i Jammerbugt går sammen om at sikre, at Blokhus Marathon forbliver en succes.

Det handler om at forene passion for løb og at skabe mindeværdige løbsoplevelser for løbere på alle niveauer, når de to løbeklubber Saltum Trim og ROFL Run inviterer til en unik løbsoplevelse 4. august i Blokhus.

Udover en fælles glæde for løb, kræver et arrangement af den størrelse erfaring med afholdelse af løb og lysten til at indgå i nye fællesskaber. Arrangørerne mærker allerede nu et stærkt samarbejde med et stort potentiale.

Der er tale om et løb for motionisten, naturelskeren, børn og hele familien

ROFL Run og Saltum Trim skaber rammerne for løberen, der vil løbe stærkt eller mindre stærkt, for dig, der gerne vil fordybe dig i de fantastiske omgivelser undervejs, eller gerne vil deltage med familien.

Distancerne er maraton, halv-maraton, kvart-maraton, onemile familieløb, fem kilometer og børnemaraton, og det vil ske i en imponerende kulisse.

Der er garanti for den smukkeste natur i Danmark, og ruterne byder på varieret og smukt løbeterræn. Lige fra fine kig til Vesterhavet, idylliske stier gennem sommerlandet til løb på Blokhus Strand.

En kulisse, der også står klar til publikum og alle dem, der gerne vil være en del af løbsfesten og stemningen. 4. august skruer de to løbeklubber en ekstra tand op for pulsen i badebyen ved Vestkysten.

Alle deltagere får en unik Blokhus Marathon medalje, og der er elektronisk tidtagning med chip, fartholdere og depoter.

Læs mere og tilmeld dig online op Blokhusmarathon.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...