Forbedringer kan ske allerede i foråret

JETSMARK: Flere gange har Jammerbugt FC måttet leje sig ind på andre stadions med den krævede belysning, når 2. divisionsholdet skulle spille ellers prestigefyldte pokalkampe mod superligahold, fordi der ikke er lys på kampbanen på Sparekassen Vendsyssel Arena.

Men går det efter planen kommer der allerede i løbet af foråret de nødvendige lysmaster op både på kampbanen og på bane 2.

- Vi får stadig flere ungdomshold, som rykker op i rækkerne, og med lys på både kampbanen og bane 2 kan vi fordele trykket lidt ved at spille aftenkampe, samt spare kampbanen, hvis vejret er dårlig og i stedet spille på bane 2. forklarer Bøje Holmsgaard Lundtoft, formand for Jetsmark IF og Jammerbugt FC.

Desuden skal der opføres en siddetribune vest for kampbanen med cirka 100 sæder, og det sker ikke alene for magelighedens skyld, men fordi det er et DBU krav til 2. divisionshold.

- Hvis vi skulle rykke i 1. division er kravet, at vi har 1500 siddepladser, siger Bøje Holmsgaard Lundtoft om Jammerbugt FC der på den nuværende 3. plads blot er én plads fra oprykning.

Den nye tribune bliver også opført som et modul, der kan udvides.

Desuden kommer der nye rækværk rundt om både kampbane og bane 2, som krævet af DBU, når det handler om kampe med hold, der er kommet et stykke op i rækkerne.

Endelig kommer der overdækning mod regn og vind flere steder på anlægget.

- Vi får en overdækning, som vi kan bruge i forbindelse med Nørhalne Cup. Desuden kommer der overdækning mellem bane 2 og 3 samt ved vores børneområde ved bane 4 og 5 som forældre, tilskuere og andre kan benytte, siger Bøje Holmsgaard Lundtoft.

Derimod afventer renoveringen af klubhuset planerne for en modernisering af Jetsmark Idrætscenter.

Bøje Holmsgaard Lundtoft forventer, at projekterne bliver sat i søen her i foråret.

- Vi er meget glade for at få løst den gordiske knude og er meget glade for kommunens velvilje. Nu skal vi tale med de andre bidrags ydere som SE Vækstpulje Nyfors, da der er kommet ændringer i de enkelte projekter undervejs, siger Bøje Holmsgaard Lundtoft.

- Men når kommunen som den væsentligst bidrag yder siger ja, så går vi ud fra, at de andre også gør det. Vi vil alle sammen gerne have, der sker noget, og ved de fleste projekter er vi klar til at sætte spaden i jorden, så mon ikke det kommer her henover foråret, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...