Kulturhuset arbejder på nyt udvidet koncertprogram

BLOKHUS: Spillestedet Blokhus har besluttet at flytte sine fredagskoncerter fra Kulturhuset i Hune til Restaurant Nordstjernen i Blokhus per 1. juni. Dermed bliver koncerten 3. maj med The Lollipops og Walkers Spillestedets sidste koncert i Kulturhuset, hvor foreningen rykkede ind i 2014

Begge parter har lagt mange positive kræfter i et samarbejde for at trække gæster til huse og for Spillestedets vedkommende stabilisere foreningen.

Med fredagskoncerterne er det lykkedes Spillestedet at nå frem til et koncept med mange gæster, men samtidig er Kulturhusets antal af arrangementer også vokset stødt.

- Dog har der undervejs været nogle udfordringer, og derfor stillede jeg en række betingelser til Spillestedet i efteråret, men vi har ikke kunnet finde en løsning på problemerne, og derfor skilles vi nu som venner, siger John Andersen.

- Ved Kulturhusets weekendarrangementer har det i forhold til forberedelse og logistik været en udfordring, at Spillestedet vil holde fast i fredagskoncerter, uddyber John Andersen.

Han tilføjer, at Kulturhuset nu vil skrue op for sit koncertprogram, som vil blive præsenteret inden for kort tid.

For Spillestedet er det vigtigt at holde fast i fredagen, da konceptet har vist sig overordentligt bæredygtigt. Eksempelvis byder Jammerbugt Kulturcenter på siddende koncerter på torsdage og søndage, mens Skovsgaard Hotel byder på blues og Galleri Munken på jazz.

- Vi har koncerter på fredage, hvor der danses, og musikken er 60´er og 70´er musik. Vi oplever stor opbakning, og ofte har vi 200 gæster til spisning inden en koncert, siger Jørn Kaae, formand for foreningen Spillestedet,

Han understreger, det er med vemod, at samarbejdet med Kulturhuset ophører, men at Spillestedet fortsætter som vanligt og oplever i øvrigt succes i det nye samarbejde med Jetsmark Idrætscenter, hvor der 22. marts er koncert med Sveriges bedste danceband, Callinaz, samt Touch of Shadows.

- Der er allerede solgt 420 billetter, oplyser Jørn Kaae.

Det betyder, at der i skrivende stund er fem billetter til salg til dobbeltkoncerten.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...