Glæde: Nyetableret velgørende fond blev også fejret med musik og underholdning

Blokhus: Solen skinnede fra en skyfri himmel, da Sol og Strand Feriehusudlejning lørdag havde inviteret til 40-års jubilæum ved hovedkontoret i Hune. Et stort hvidt telt var rejst, og inden for var bordene smukt pyntet med blomster i Sol og Strands karakteristiske blå og gule farver.

Flere end 500 var mødt op for at tage del i fejringen af jubilæet, og blandt gæsterne var tidligere medarbejdere, feriehusejere, samarbejdspartnere, familie og venner.

Det hele startede med et sommerhus, som Margit Andersen fik bygget ved Lyngså ved Sæby. Siden har virksomheden udviklet sig til nu at være et af de største feriehusudlejningsbureauer i Danmark.

Og meget har ændret sig gennem tiderne, konstaterede indehaveren af virksomheden, Kjeld Andersen, i sin velkomsttale.

- Ikke blot ude i den store verden men også herhjemme i Magrethes Rige. Her er damerne ved at ville bestemme alt. Og i tråd hermed har min viv, Margit, meddelt mig, at hun ville lave manuskriptet til denne tale, men hun har så til gengæld betroet mig at fremføre den. Det skal man blot vide – også jeg den gamle bonde er blevet underlagt damernes regime, lød det muntert fra Kjeld Andersen til stor morskab for forsamlingen.

I det hele taget var der god grund til munterhed - udover jubilæet var dagen nemlig samtidig en markering af, at fonden, ”Sol og Strand-fonden ved Margit og Kjeld”, er etableret. Hensigten er at overdrage størstedelen af virksomhedens aktier til fonden, som fremadrettet skal støtte velgørende formål og lokale initiativer.

- Helt i tråd med nutidens tankegang om bæredygtighed, cirkulær økonomi og samfundsansvar ønsker Margit og jeg nu at give ejerskabet af Sol og Strand Feriehusudlejning til en fond, sagde Kjeld Andersen

Per Dam, der tiltrådte stillingen som administrerende direktør 1. maj, kommer fra en stillig som direktør i Fårup Sommerland. Han udtrykte glæde over den rejse, der venter forude – ikke blot for ham som nytiltrådt direktør men også for virksomheden og dens mulighed for fortsat udvikling.

- Fonden vil forventeligt fra 2022 være i stand til at udlodde 75 procent af det årlige udbytte i Sol og Strand til gode velgørende formål samt lokale formål. Dermed bliver fonden en fantastisk ledestjerne for os alle. Og man kan rolige sige, at jo bedre det kommer til at gå med udlejning af feriehuse, jo bedre vil fonden være i stand til at hjælpe, sagde Per Dam.

Efter talerne gik Jens Jakob Tychsen alias Hr. Weyse fra TV2’s Badehotellet på scenen, og han formåede i den grad at få publikums lattermuskler rørt. Og på smukkeste vis tog Lis Sørensen over og afsluttede jubilæumsunderholdningen med et uddrag af sine sange.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...