FORENINGSLIV: Den nye Udholm Aktivitetsplads blev lørdag indviet. Det åbner for nye muligheder for foreninger, der mangler plads at udfolde sig på

MOSEBY: Gennem årene har det typisk været en trailer fyldt med affald og ting til genbrug, som sendte de lokale ud på Pitagervej ved Moseby.

Men den tidligere genbrugsplads har nu fået nyt liv.

Dermed bliver det nu med bue og pile på bagsædet eller et hundebur i bagagerummet, at retningen sættes mod Udholm. Lørdag blev Udholm Aktivitetsplads nemlig indviet på de selvsamme kvadratmeter, som genbrugspladsen lå på.

Teknik- og miljøformand Jens Christian Golding (S) kunne dermed byde velkommen til en masse muligheder oven på flere meter affald, der gennem årene er samlet på stedet. Det ligger fortsat under adskillige tons jord, der er kørt ind på området.

- Det er jo en fantastisk tanke at bruge det til noget fornuftigt, når en gammel losseplads nedlægges. Selvfølgelig ligger det hele under os her, men det betyder ikke, at arealer ovenpå ikke skal bruges, fortæller han.

- Planen var, at det hele skulle fjernes og lægges hen. Nu genbruges det hele, og det giver nogle fantastiske lokaler, fortæller Jens Christian Golding og retter blikket hen mod den store hal, der førhen var en del af genbrugspladsen.

Herinde skal Moselauget og West Vendsyssel Buelaug nu have hjemme. Derudover får Dansk Retriever Klub plads i de åbne arealer.

I buelauget glæder man sig nu over at kunne samle indendørs og udendørs bueskydning ét sted. Derudover har foreningen fået 50.000 kroner fra SE Vækstpulje til etablering af en international godkendt skiveskydningsbane.

- Vi kan holde mesterskaber i skiveskydning, hvor der skal kunne være 90 meter til mere end 50 konkurrenceskytter ad gangen. Vi kan få en international bane og trække store konkurrencer til, fortæller Preben Sørensen, der er formand for West Vendsyssel Buelaug.

Han er lokal og kender området godt. Men andre får en introduktion til Udholm Aktivitetsplads, da foreningen har 130 medlemmer, som strækker sig fra Thy til Hjørring og Aalborg.

- Før har vi ikke haft skydning inden døre om vinteren. Det er hallen perfekt til. På sigt vil vi gerne have varmet den op, men den må vi tage med tiden, lyder det fra en glad formand.

Han skal dermed dele hallen med Moselauget, der arbejder med bevaringen af mosens kulturhistoriske værdier.

- Det gør det lettere for os, at vi deler faciliteterne med nogen. Vi kan se noget i et samarbejdet om at holde det hele pænt og rent. Vi er ikke en stor forening, så det er en hjælp for os, tilføjer Preben Sørensen.

De tre foreninger er ikke de eneste, som kommer til at have hjemme på Pitagervej 2, hvis det står til Jens Christian Golding. Han regner med at se interesse fra flere foreninger.

- Alle foreninger, der kan se sig selv herude, er altid velkomne. Så må man se, om man kan skaffe plads til dem. Men det kræver også, at det er åbent for offentligheden. Der kan være aktiviteter herude hele året rundt, slutter 2. viceborgmesteren.

Foruden mulighederne for foreninger er der også etableret en udsigtshøj, hvor kan læres mere om området.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...