JUL: Der er kommet midler fra flere sider til projektet i Saltums hovedgade

Gennem mange år har der været forskellige former for julebelysning i Saltums hovedgade. Men tidens tand har sat sine spor på pynten.

- Det var tid at finde en ny og bedre løsning. Vi har i den sammenhæng skelet lidt til Hune – Blokhus og deres løsning, fortæller Anni Stonor fra Saltum Borgerforening.

Der blev etableret et samarbejde mellem Saltum Borgerforening, Vind i Østrup og Saltum Handelsstandsforening, og i omkring et år har man kigget på forskellige løsninger og har nu fundet den helt rigtige.

- Saltum hovedgade er en hovedvej, der administreres af Vejdirektoratet, så det var her vi skulle søge tilladelse til at montere julebelysningen på lygtepælene. Omkring Sankt Hans blev der monteret en prøve på den kommende julepynt på lygtepælen uden for KA-FE Feddet til stor undren for de forbipasserende - og genstand for megen god snak i byen, siger hun.

Næste skridt var finansieringen, idet den valgte løsning monteret på 31 master løb op i cirka 300.000 kroner.

- Vi blev enige om at søge relevante fonde samt at samle penge ind blandt byens borgere og handlende. Der blev lavet en flyer i A4-format med billede af julebelysningen og opfordring til at give et bidrag - stort eller lille. Den blev husstandsomdelt i Saltum og omegn i løbet af sommeren, og Saltums borgere samt erhvervsliv har været meget generøse. Der er kommet rigtig mange penge ind på kontoen, siger Anni Stonor.

Derudover har man fået midler fra Vind i Østrup, SE Vækstpulje og Sparekassen Vendsyssel Fond – Hvetbo.

Søndag den 24. november 2019 klokken 15.30 kommer det store øjeblik, hvor julebelysningen skal tændes.

- Vi har fået hjælp hertil af vores præst, Kristian Gram Skjoldager, og samtidig tændes også byens juletræ på torvet midt i byen. Vi vil også hygge lidt om de fremmødte, så hold øje med jeres postkasser, idet der deles flyers ud med eftermiddagens program, slutter hun.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...