Ny festlig julefrokost i Jetsmark Idrætscenter

JETSMARK: I et nyt samarbejde mellem Jetsmark Idrætscenter, PGU Pandrup og Jetsmark IF er der lagt op til et brag af en julefrokost, hvor virksomheder, foreninger, familier og interessegrupper kan feste sammen i de bedste rammer med mad, drikke og musik.

De tre arrangører tog hul på forberedelserne allerede tilbage i januar, og det hele løber af stablen lørdag 30. november i Jetsmark Idrætscenter, hvor der vil være dækket op med lækker julemenu, som tilbyder noget til både de traditionelle og de mere vovede smagsløg.

Med andre ord, er der noget for enhver smag på menuen, der leveres i samarbejde med en lokal leverandør.

Dertil vil der være rig mulighed for at gå i baren og dykke ned i et stort og alsidigt miks af vin, vand, øl og drinks, mens live musik fra det festlige orkester Nostalgi, med kendte Claus Hassing i spidsen, fyrer yderligere op under den gode stemning.

- Vi er super glade for, at det er lykkes at stable et sådan arrangement på benene og ser meget frem til at byde ind til et brag af en fest. Det bliver forhåbentlig den første af mange og således startskuddet til et langt samarbejde til fordel for vores lokale fællesskab, lyder det enstemmigt fra de tre samarbejdspartnere Jetsmark IF ved Bo Zinck, PGU Pandrup ved Inger Kristensen og Jetsmark Idrætscenter ved centerleder John Nielsen.

- Vi håber selvfølgelig på stor opbakning til initiativet, som både er for private og virksomheder, både i vores lokalområde, men bestemt også andre steder fra. Det handler om den gode oplevelse, og den skaber vi bedst sammen.

Jetsmark Idrætscenter, Jetsmark IF og PGU Pandrup har i første omgang indgået et samarbejde om julefrokosten 2019, men tanken er, at den kan blive en tilbagevendende begivenhed. En tanke, der med tilsagn om deltagelse fra flere virksomheder og andre interesserede, allerede lader til at være opbakning til.

Der dækkes op til 400 gæster og alle er velkommen til at tilmelde sig efter først til mølle princippet. Billetsalget er allerede skudt i gang.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...