Christian Rye spiller også i Jammerbugt FC i 2019

JETSMARK: Jammerbugt FC er i fuld gang med at sikre truppen og har i de seneste uger forlænget aftalerne med både årets spiller Søren V. Pedersen og holdets topscorer Sead Gavranovic, og nu gør anfører Christian Rye det samme.

Christian Rye har skrevet kontrakt med 2. divisionsklubben frem til sommeren 2019.

Der er flere faktorer, der har spillet ind i forhold til min beslutning om at forlænge med Jammerbugt FC. Først og fremmest er klubben inde i en rivende udvikling, og det er et projekt, som jeg gerne vil være med til at gøre endnu mere spændende. Dernæst har jeg fået et stort ansvar både på og udenfor banen i form af anførerrollen, som jeg trives godt med, siger Christian Rye.

- Endelig er det nogle gode gutter, vi har i truppen, så det er altid en fornøjelse at komme til træning, forklarer anføreren.

Han har en ambition om at komme til at spille 1. division inden for den nærmeste fremtid med Jammerbugt FC.

- Jammerbugt FC er gået fra at kæmpe med den bagerste del i vandskorpen to år i træk til nu for andet år i træk at være i toppen af 2. division. Der er kommet fuldstændig styr på set up og faciliteter, og det har helt sikkert en positiv effekt på spillet på banen.

Bo Zinck, glæder sig over at have sin anfører til rådighed, når forårets fodbold fløjtes i gang.

- Christian er min forlængede arm. Jeg bruger Christian meget i det daglige, og han er en meget vigtig person både på og udenfor banen. Det er en god og vigtig forlængelse, fortæller Bo Zinck.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...