Glæde: Fredag blev der holdt rejsegilde på det nye byggeri, Markedsarkaden Kulturhuset og Skulpturparken Blokhus

Stoltheden lyste ud af såvel håndværkere som staben hos Kulturhuset og Skulpturparken Blokhus, da der fredag blev holdt rejsegilde på det nye byggeri, Markedsarkaden.

Gennem de seneste måneder har håndværkere knoklet for at sikre, at den 650 kvadratmeter store arkade kan stå klar til at blive taget i brug i starten af oktober. Og der var ros til alle håndværkerne fra indehaver John Andersen.

Byggeriet, der har kostet ni millioner kroner, består af en række butikker, og de bliver første gang taget i brug, når parken slår dørene op til Magisk Jul 1. november. Planen er, at der skal etableres boder med et bredt sortiment inden for nordjyske fødevarer, ligesom der vil være boder med chokolade, julekager, blomster, øl, vin, brændte mandler, æbleskiver, gløgg etc.

- Vi er i øjeblikket ved at indgå aftaler med attraktive producenter, som kan medvirke til at sikre, at vores gæster får en fantastisk oplevelse, og som giver dem mulighed for at købe jule- eller værtindegaven, siger direktør Palle Jensen.

Direktøren forventer, at op imod 70.000 vil besøge stedet i løbet af november og december, hvor Magisk Jul løber af stablen.

- Vi har til i år investeret yderligere en million kroner i juleudsmykning, så det bliver endnu mere magisk og sammenholdt med ”Markedsarkaden”, der byder på oplevelser for både børn og voksne, tror vi på, at endnu flere vil lægge vejen forbi Magisk Jul i år, siger Palle Jensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...