Højsæson for motion efter jul og nytår

PANDRUP: Efter julen og nytårets mange fristelser med en hel del kalorier er der mange, som ønsker at motionerer ekstra meget i januar måned for at komme ned i vægt igen.

PGU Walkers er en del af de tilbud, som PGU tilbyder for alle i alderen 15 til 99 år. Man mødes hver tirsdag på Gateway Blokhus, torsdag i Jetsmark Idrætscenter og søndag ved Gateway Blokhus til fælles udfoldelse.

- Vi startede for to og et halvt år siden. Vi powerwalker, hvilket betyder fokus på frisk tempo og puls træning. Alle kan være med, da vi tilpasser træningen således der er hold på flere niveauer, fortæller instruktør Inga Hansen.

Powerwalk eller energi gang er i princippet det samme som en rask gåtur.

Det er samtidig en enkel og skånsom sport, hvor alle kan være med. Når det kaldes motion, er det fordi, at gåturen speedes op. Skridtlængden er større end ved almindelig gåtur og hastigheden højere.

Søndag var David Møller med fra DGI. Han ville gerne være med til at slå et slag for, at der kommer flere ud at motionere, og det må gerne være en rask gåtur.

- Kampagnen Bevæg dig for livet blev søsat i 2015, fortæller David Møller.

Dengang var 68 procent af befolkningen idrætsaktive, og 41 procent var medlem af en idrætsforening. I 2025 skal de tal være ændret til henholdsvis 75 procent og 50 procent, lyder ambitionen.

- Vi håber at endnu flere vil med ud at motionere. Der er plads til alle, fortæller Inga Hansen fra PGU.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...