VILJE: Stefan Ottesen fra PGU Runners løb i juli sit halvmaraton nummer 100 og samlede ind til Scleroseforeningen ved sit eget løb

BIRKELSE: Et enkelt halvmaraton kan lyde af meget for de fleste. Men tidligere i juli ramte Stefan Lønstrup Ottesen fra Birkelse sit løb nummer 100 på 21 kilometer.

Det gjorde han ved sit eget løb i Birkelse, som han selv arrangerede. Overskuddet gik til Scleroseforeningen. Stefan Lønstrup Ottesen blev nemlig diagnosticeret med sclerose tilbage i 2014. Inden den 25-årige dengang blev udskrevet, havde han besluttet sig for at gribe løbeskoene og komme i gang.

Han havde tilmeldt sig sit første halvmaraton, inden ugen i hospitalssengen var overstået.

- Jeg fik diagnosen i maj dengang og løb mit første halvmaraton i september, fortæller Stefan Lønstrup Ottesen.

- Jeg får mere energi af at dyrke motion. Fysisk har jeg det godt. Hvor mange med sclerose er ramt fysisk, så er jeg ramt kognitivt, så det påvirker min hukommelse og træthed.

Når birkelseboen bliver bedt om at sætte ord på, hvad løbeturene gør for for ham, så kommer det ikke let. Men én ting er sikkert; han vil ikke være dem foruden.

- Jeg startede for alvor med at løbe, da jeg fik min diagnose. Så jeg tør ikke lade være, når jeg ikke har prøvet andet, fortæller han.

Mange af kilometerne i dagligdagen tilbagelægger han med PGU Runners i Pandrup, hvor Stefan Lønstrup Ottesen har været medlem siden 2015 og fra tid til anden agerer instruktør.

40.000 kroner samlet ind fra hjemmeadressen

Lørdag den 6. juli blev en stor dag for ham. Fra Bindeleddet i Birkelse gik hans halvmaraton nummer 100 nemlig. Stefan Lønstrup Ottesen arrangerede det selv med hjælp fra venner og familie - og løbet blev helt udsolgt.

100 deltagere var en del af den store dag for ham. Det resulterede også i, at der blev samlet over 40.000 kroner ind til Scleroseforeningen.

- Alle deltagerne gav 125 kroner, og så havde vi egentlig sagt, at de 25 gik ubeskåret til foreningen. De 100 skulle så bruges til at arrangere løbet. Men det viste sig, at jeg fik sponsoreret en hel del af de ting, som vi skulle bruge. Så inden løbets start var vi på 20.000 kroner, lyder det fra Stefan Lønstrup Ottesen med et stort smil.

Det samlede beløb kom desuden gennem øl og hotdogs, som blev solgt til løbet i Birkelse. Masser af medborgere i byen bakkede op om løbet og deltog selv - enten som løbere eller på gangruter - mens PGU Runners også stod for mange deltagelser.

Det var altså en stor - og lang dag - som arrangøren kigger tilbage på. De sidste gæster forlod adressen klokken 4 om natten.

- Selve dagen var fantastisk. Men det har været nogle hårde uger op til. Det var ikke et problem for mig at løbe det halvmaraton, men jeg er virkelig ramt af alt omkring selve løbet, siger Stefan Lønstrup Ottesen.

Halvmaraton nummer 100 blev også halvmaraton nummer 32 i år. Der er altså gået stærkt på det seneste for, at han kunne nå sit mål.

Derudover kommer alt træningen. De 100 løb er nemlig alle officielle med de formaliteter, som skal til for et godkendt løb.

- Jeg bruger en del tid på at restituere og finde energi. Men jeg skal også passe mit arbejde, så det skal virkelig balanceres, forklarer han.

Løberen arbejder 12 timer om ugen på flekstid grundet sin sygdom. Derfor kæmper Stefan Lønstrup Ottesen nogle gange med at finde tid og overskud til de mange løb, som han kombinerer med sit engagement i løbeklubben.

- Jeg gør det, som jeg kan finde overskud til. Jeg kan hjælpe lidt med Facebook og hjemmesider i klubben, og hvis de mangler instruktører, så prøver jeg at tage et nap med. Jeg skal alligevel løbe for at holde formen ved lige, og så bruger jeg så vidt muligt klubben til det, forklarer han.

Har nye aktiviteter på bedding

Nu kan Stefan Lønstrup Ottesen se fremad. Engagementet på de 21 kilometer kommer nok ikke til at stå distancen som de seneste måneder og år, hvor den såkaldte Klub 100 stod som det store mål.

- Jeg kommer ikke til at jagte dem så meget som de sidste par år. Jeg havde en drøm om at blive den første i PGU i Klub 100, men jeg havde en dårlig vinter og blev overhalet af en god makker derfra. Så jeg blev nummer to, men jeg kan kalde mig den første mandlige i klubben, siger han med et grin.

I stedet vil han prøve at engagere sig i andre ting kombineret med passionen for løb. Tankerne kredser nemlig også de længere løb, som han tidligere har kastet sig ud i. Der er nemlig allerede et maraton og et ultraløb på tjeklisten.

- Når man løber så meget, så er træningen til et maraton der. Men jeg ved også godt, hvor brugt jeg er efter så langt et løb. Måske løber jeg et eller to maraton om året fremadrettet, men jeg vil gerne holde halvmaraton ved lige, siger han.

- Jeg vil også gerne være mere aktiv i PGU og Scleroseforeningen. Og så skal jeg prøve noget nyt, forklarer Stefan Lønstrup Ottesen og nævner stand-up-paddling og cykling som interessante aktiviteter.

Især PGU Runners i Pandrup går igen, når løberen fortæller om rejsen fra hospitalssengen til halvmaraton nummer 100. De har også stor andel i det, som Stefan Lønstrup Ottesen opnåede den 6. juli.

- Jeg havde ikke nået det her, hvis jeg ikke var en del af PGU. Min instruktøruddannelse gennem dem gør, at jeg ved, hvordan jeg træner uden at blive skadet. Jeg ved ikke, hvor jeg ville være, hvis jeg ikke havde den viden. Jeg frygter virkelig, hvad jeg gør, hvis jeg løber ind i en skade en dag, afrunder han.

De 40.000 kroner til Scleroseforeningen blev samlet ind gennem lodtræningspræmier og donationer fra lokale virksomheder samt donationer, køb af mad og drikke samt løbstilmeldinger fra en lang række private.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...