Sluttede forårssæsonen med at kigge i arkiverne

SALTUM: Saltum Pensionistforening sluttede forårssæsonen af med et besøg i Egnssamlingen på Fårupvej.

Egnssamlingens daglige leder, Steen Poulsen, fortalte i ord og billeder om Egnssamlingens udvikling fra dens spæde start i begyndelsen af 1970´erne og til i dag, hvor Egnssamlingen er et velordnet og velfungerende arkiv og museum og blandt de største i landsdelen.

Den positive udvikling skyldes bl.a. stor velvilje først fra Pandrup og senere fra Jammerbugt Kommune, en stor lokal opbakning, midler modtaget via arv og fonde, engagerede frivillige og en målrettet ledelse og bestyrelse.

Efter gennemgangen serverede Egnssamlingens café-gruppe kaffe og nybagt kringle, og snakken gik livligt ved bordene hjulpet godt på vej ved at studere de lokalhistoriske dækkeservietter.

Der blev senere lejlighed til på egen hånd at kigge nærmere på de mange udstillinger, værksteder og magasiner, som var åbne i dagens anledning, ligesom mange var optaget af de flotte fremstillede ting i museumsbutikken. Enkelte tegnede medlemskab af Egnssamlingens Støtteforening. En rigtig hyggelig eftermiddag, hvor de gode, gamle dage blev sammenholdt med nutiden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...