SLAG: Fire boksere fra Pandrup Bokseklub var med diverse landshold i weekenden. Det høje niveau fra klubbens side vil formanden også se i fremtiden

PANDRUP: Gennem weekenden var der masser af stærke, nordjyske slag i luften. Pandrup Bokseklub var nemlig godt repræsenteret, da de danske landshold havde indkaldt til henholdsvis landskamp mod Tyskland og ungdomsturnering i det tyske.

Frederik Lundgaard Jensen var med elitelandsholdet, der hjemme vandt samlet over Tyskland. Her slog han Remi Bojami i letvægt og trak dermed et dansk point i den samlede sejr på 7-2.

- Frederik var ret overbevisende. Vi er meget stolte af at have ham på så højt niveau, tilføjer formand for Pandrup Bokseklub, Kasper Bruun.

Derudover var tre unge boksere ude og forsvare de danske farver.

Jonas og Magnus Jakobsen var med U17-landsholdet ved Schweriner Box Turnier 2019 i Tyskland. Her deltog Mohamad Sleiman som en del af U19.

- Jonas slog den tyske mester i sin semifinale og tabte så finalen. Så han fik sølv. Både Magnus og Mohamad taber 2-3 i deres semifinaler, så det var knebent, at de røg ud, forklarer Kasper Bruun.

Han kan dog glæde sig over at se så mange boksere fra Pandrup i aktion gennem en weekend med landsholdsboksning.

- Det er imponerende, at man kan have fire af vores unge drenge derude på én weekend. Men vi har gjort det i mange år og vil blive ved med det. Frederik er på toppen nu, og når han er færdig, så håber vi, at der kommer en anden og tager hans plads på elitelandsholdet, siger formanden.

Nu ser hele klubben fremad mod DM for eliteboksere, som afholdes i november.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...