Forlader sommerhusbranchen for at udvikle nye koncepter og markeder

BLOKHUS/PANDRUP: Efter 10 år med udvikling af sommerhusbureauet Feriepartner har Palle Holmbech valgt at forlade selskabet for at kaste sig over nye udfordringer, og det bliver primært med vennen, Jens Bjørn Kristensen, samt virksomheden Natures-Help.eu, som forhandler cannabisolie og livsstilsprodukter.

- Det sker online, men vi vil også opbygge et forhandlernetværk. Vi har ene forhandlingen af produktet Neurogan, siger Palle Holmbech, som derfor samarbejde med den nu i USA bosiddende Jan Brandrup tidligere direktør for Epoka.

I første omgang sker det fra et kontor i Pandrup Erhvervspark, men til oktober eller november overtager Palle Holmbech og Jens Bjørn Kristensen lokalerne på Skolevej 50 i Pandrup efter Lars Lindvang og Lindcon ApS, der flytter ind i et nybyggeri på Industrivej i Aabybro.

Men olier bliver ikke det eneste Palle Holmbech kaster sig over.

Han investerer også i Dream Bikes i Hune for at tage del i Anders Bjerg Jensens import af ladcykler, som samles og sælges her i landet.

Desuden involverer Palle Holmbech sig i holdtræningskonceptet, TFW, i barndomsbyen Svendborg.

- Og så fortsætter jeg med saunahytten.dk samt sommerhusbrænde, men det bliver mere på hobbyplan, afslører Palle Holmbech.

Han kan med ro i sindet forlade Feriepartner efter 10 år med en vækst fra 400 huse til i dag knap 2600 huse til udlejning i det nordjyske, og udlejningsbureauet kører snorlige og afleveres uden bekymring til Michael Bisgaard.

Og fredag eftermiddag 26. april inviterer Feriepartner til afskedsreception for Palle Holmbech på Restaurant Nordstjernen i Blokhus.

- Det har været maksimalt godt hos Feriepartner. Men jeg kan godt lide at udvikle og skabe noget. Det er det, der driver mig. At sparke døre ind, forklarer Palle Holmbech sit sporskifte.

- Og jeg er nu 42 år, så hvis jeg skal opleve et nyt eventyr i mit liv, så er det nu, siger Palle Holmbech, der også er medlem af bestyrelsen i Jetsmark IF og Jammerbugt FC.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...