Den traditionsrige udstilling gennemføres for 14. gang

ST. VILDMOSE: I år holder Vildmoseporten sin traditionsrige påskeudstilling for 14. gang med 14 kunstnere fra det nordjyske område. Udstillingen åbnes af folketingsmedlem Marianne Jelved og med musik af jagthornsblæserne fra Aabybro, der spiller i den gamle trælade.

Fra den spæde start i 2006 med otte kunstnere er der nu tradition for, at 14 kunstnere udstiller fra mange forskellige kunstgenrer. Udstillingen åbnes hvert år med en person, der er kendt i lokalområdet.

Kunstværkerne, der kan ses i den opvarmede bygning, er meget forskellige. Der er tre gengangere fra tidligere års påskeudstilling, Lotte Krage, der udstiller sine flotte unikke smykker, Annelise Pedersbæk med sine flotte håndarbejder spændende fra pileflet til taskefremstilling og Eva Holberg fra Klokkerholm, der præsenterer sine flotte hjemmevævede ting.

Træarbejde er repræsenteret med to kunstnere, nemlig Erik Sørensen fra Hjørring, der laver smukke arbejder i træ og corion, medens Vera og Bjarne Agger fremstiller meget flotte fuglehuse.

Ulla Luther Sørensen debuterer med flotte keramiske værker, ligesom Lone Høy fremstiller de flotteste ting i glas, som evt. kan bruges til udsmykning i haven. Fra Klokkerholm kommer desuden Elsebeth Aastrup med spændende keramiske værker.

Som repræsentanter for tekstilkunsten viser Mariann Lykke fra Skagen spændende kreationer, og Anna Mette Andersen fra Manne præsenterer eco-print, hvilket betyder ”naturens print”. Hun bruger naturens blade til at give aftryk.

Malerkunsten repræsenteres af tre spændende kunstnere, Viggo Noe, Bjarne Nielsen og Jette Crandal, og stenkunstneren Mogens Nielsen kommer med sine flotte arbejder i sten.

Det er en salgsudstilling, så der er god mulighed for at få et kunstværk med hjem

Udstillingen er åben skærtorsdag og langfredag klokken 10-16.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...