Organisationen fra Øland løb med prisen fra Jammerbugt Kommune

JAMMERBUGT: På FN’s Internationale Handicapdag 3. december modtog Ønskeland Handicapprisen Jammerbugt 2018.

Årets tema for handicapprisen er ’inklusion’. Og formålet med prisen i år er at præmiere et initiativ, der i størst muligt omfang har skabt mulighed for, at mennesker med handicap kan deltage på lige fod med andre.

- Valget faldt på Ønskeland, fordi de netop har høj fokus på at gøre en positiv forskel for børn og unge, som ikke har samme forudsætninger og muligheder som andre børn. De inspirerer børn og unge, der af en eller anden årsag er udfordret eller er særligt udsat. Via Ønskeland får børn og unge et frirum til fordybelse, fællesskab, leg, læring og nye eventyr, alt sammen noget, der kan give håb og tro på en positiv forandring. Mulighederne for et frirum er mange og kan foregå som pædagogiske konferencer, temadage, foredrag, teambuilding eller inspiration til nye måder at arbejde på, lyder begrundelsen.

Ønskeland modtog prisen af formanden for Handicaprådet i Jammerbugt Kommune, Lone Nørager Kristensen.

Ønskeland er en selvejende non-profit organisation på Øland ved Brovst i Nordjylland. Ønskeland samarbejder med forskellige velgørende organisationer, kommuner og samarbejdspartnere om at danne rammer for forløb og ophold for sårbare børn og unge.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...