Medlemsfremgang for foreningen som får nye 3D-dyr

KAAS: West Vendsyssel Buelaug, der holder til på Rødhusvej ved Moseby, har 10-doblet medlemstallet siden starten for fire år siden. Og det har været hårdt ved 3D-dyrene, men nu får skytterne nye mål at skyde efter.

Klubben har 130 medlemmer af begge køn i alle aldersgrupper, og tilstrømningen ser ud til at fortsætte.

- Alle skal have råd til at skyde med bue, uanset om man er rig eller fattig, og med et kontingent på blot 200 kroner om måneden har West Vendsyssel Buelaug sat overliggeren så lavt at alle kan være med. Og det er præcis meningen, siger formand Preben Sørensen, der tilføjer at prisen i andre klubber normalt er 1.500 kroner.

Sammen med 11 andre bueskydningsentusiaster oprettede Preben Sørensen for fire år siden, dét der i dag er Nordjyllands eneste naturbane, som ligger i smukke omgivelser ved Børglum Kloster.

Dog havde klubben ikke regnet med e så stor medlemsfremgang.

- Man kan sige, at vi er blevet ramt af vores egen succes, siger formanden.

På naturbanen skyder bueskytterne til måls efter såkaldte 3D-dyr. Men med de mange skytter er dyrene efterhånden skudt i stykker, og med det lave kontingent har bueskytterne svært ved selv at anskaffe nye 3D dyr, der koster adskillige tusinde kroner stykket.

- Derfor kunne vi heller ikke få armene ned, da vi fik besked om støtten, siger Preben Sørensen.

Bueskytterne havde nemlig ansøgt Nordea-fondens Lokalpulje, som i denne uge gav støtte på 52.000 kroner.

- Når Nordea-fonden har valgt at støtte West Vendsyssel Buelaug, fordi foreningen er med til at trække flere børn, unge og voksne ud under åben himmel. Aktiviteter i den nære natur, er netop et af vores to tværgående fokusområder i de kommende tre år, siger direktør Henrik Lehmann Andersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...