Endnu et navn til sommerens koncertrække offentliggjort

BLOKHUS: Michael Learns To Rock, der sidste år kunne fejre 30-års jubilæum, kommer til Blokhus torsdag 18. juli for at give koncert på scenen på Torvet i Blokhus i forbindelse med de populære og gratis sommerkoncerter.

MLTR har igennem de seneste 10 år genopdaget sig selv og sit danske publikum ved en massiv turnévirksomhed med akustiske og halvakustiske koncerter. De mange succesfulde indendørs-koncerter i Danmark har givet MLTR lyst til at dedikere en hel sommerperiode til at vende tilbage til udendørskoncerter i Danmark.

- Formålet med deres sommerkoncert i Blokhus er at underholde og sprede glæde hos publikum med deres allerstørste hits, samt andre perler fra bandets lange karriere, heriblandt fra bandets seneste album STILL, som udkom i 2018, fortæller Karl Korfits på vegne af arbejdsgruppen, der repræsenterer Erhvervsforeningen Destination Blokhus, erhvervslivet, VisitJammerbugten og lokale ildsjæle.

Scenen vil hele sommeren byde på landskendte navne, som sikrer byens gæster oplevelser, som det nu engang kendes fra Torvet i Blokhus, hver torsdag fra 4. juli til og med 8. august.

Indtil videre har Erhvervsforeningen sikret koncerter med Michael Learns To Rock torsdag 18. juli, Hjalmer torsdag 25. juli og Hardinger Band torsdag 8. august.

Dermed er koncertnavnene torsdag 4. juli, torsdag 11. juli og torsdag 1. august endnu ikke offentliggjort.

- Men jeg kan allerede nu godt afsløre at en ældre herre, som gæstede scenen i 2018 kommer igen, afslutter Karl.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...