KONCERT: Der kommer til at være mange velkendte tekster, når der igen er musik på Torvet i Blokhus

BLOKHUS: “I’m not an actor, I’m not a star. And I don’t even have my own car” Kender du den? Så kan du godt begynde at glæde dig, for du kan nemlig få lov til at skråle med, når Michael Learns To Rock får Torvet i Blokhus til at swinge torsdag den 18. juli.

Efter en helt igennem fantastisk koncert i torsdag, hvor Tørfisk spillede det fyldte torv op, er sommerkoncerterne for alvor skudt i gang i Blokhus. På torsdag er der lagt op til endnu en fest, når Michael Learns to Rock træder på scenen på torvet.

MLTR har igennem de seneste 10 år genopdaget sig selv og sit danske publikum ved en massiv turnévirksomhed på mindre og større spillesteder i Danmark, hvor MLTR har spillet akustiske og halvakustiske koncerter for et stadig større publikum.

De mange succesfulde indendørs-koncerter i Danmark har givet MLTR lyst til at dedikere en hel sommerperiode til at vende tilbage til udendørskoncerter i Danmark - hvoraf de selvfølgelig har gemt en helt særlig sceneplads til sommerlandet Blokhus.

- Formålet med deres sommerkoncert i Blokhus er at underholde og sprede glæde hos publikum med deres allerstørste hits, samt andre perler fra bandets lange karriere, heriblandt fra bandets seneste album STILL, som udkom i 2018, fortæller Jannie Ratke, Erhvervsforeningen Destination Blokhus.

Til at varme publikum op, inden MLTR går på scenen torsdag 18. juli, har arbejdsgruppen igen i år allieret sig med det populære festorkester Romhandleren, der med mange års erfaring inden for stort set alle slags arrangementer, spiller musik fra de seneste seks årtier. Det er ikke første gang de besøger Blokhus og de er kendte for altid at skabe en fed stemning.

Foruden de store torsdagskoncerter, kommer der også liv og lyd på scenen på Torvet i Blokhus hver søndag i højsæsonen. Denne søndag den 21/7 får Blokhus besøg af The Irish Waterfalls, som er en gruppe der brænder for irsk folkemusik.

Deres repertoire er primært traditionel irsk folkemusik, både de velkendte, men også de lidt mindre spillede sange, samt lidt amerikansk folkemusik iblandt. Så kom forbi Torvet både torsdag og søndag til knaldgod musik.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...