Dronningen, Dumbo samt Asterix og Obelix på lærredet

PANDRUP: Pandrup Kino byder i den kommende tid på ikke færre end tre film, heraf to børnefilm.

For det voksne publikum vises den meget roste danske film, Dronningen, med Trine Dyrholm i hovedrollen, og det sker 11- til 15. april klokken 19 samt i dagkino 12. april klokken 10.

Anne er succesfuld og kompromisløs i sit virke som advokat, og lykkelig gift med lægen Peter, med hvem hun har to døtre.

Men da hun forfører sin 17-årige stedsøn, Gustav, sætter hun alt over styr.

Dronningen er en fortælling om begærets pris og løgnes magt og er et portræt af et menneske, der drages mod et valg med uoverskuelige konsekvenser.

For børnene vises den ny film om Dumbo, som er med dansk tale, og det sker fra 13. til 17. april klokken 15.

Cirkusartisten Holt og hans børn, Milly og Joe skal passe den nyfødte elefant Dumbo, hvis overdimensionerede ører gør ham rent til grin.

De opdager, at Dumbo kan flyve og den veltalende forretningsmand V.A. Vandevere, vil rekrutterer den spøjse tykhud til sin nye, spektakulære forlystelsespark, Drømmeland.

Dumbo når nye højder i Drømmeland, indtil Holt opdager, at der bag Drømmelands glitrende facade gemmer sig nogle dystre hemmeligheder.

Desuden viser Pandrup Kino fra 18. til 22. april klokken 16 filmen Asterix og Trylledrikkens Hemmelighed.

Asterix og Obelix er tilbage på nye eventyr.

Da landsbyens druide, Miraculix, kommer galt afsted, mens han plukker mistelten, beslutter han sig for, at det er tid til at sikre landsbyens fremtid.

Ledsaget af Asterix og Obelix tager Miraculix ud på en rejse til Gallien for at finde en talentfuld, ung druide, der kan overtage trylledrikkens hemmelige opskrift.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...