MÅLLØS: Nu sigter cheftræneren efter sjettepladsen

PANDRUP: Jammerbugt FC har svært ved at finde vej til modstandernes net. Status efter søndagens nulløsning mod VSK Aarhus er 11 scoringer i 11 kampe.

- Det er det helt store issue for os. Vi mangler kvalitet på den sidste tredjedel af banen. Vi skaber faktisk chancer nok, men vi formår alt for sjældent at omsætte dem til mål. Det er ved at blive et mentalt problem for vores angribere, siger cheftræner Bo Zinck.

Mod VSK Aarhus sad Zincks tropper på spillet, og der blev også skabt chancer nok til at vinde.

Men tættere end en afslutning på undersiden af overliggeren kom hjemmeholdet ikke.

Dermed er det blot blevet til to sejre i 11 kampe, og det erklærede sæsonmål om at kvalificere sig til oprykningsspillet ser dermed sværere og sværere ud.

- Vi glæder os over vores gode defensiv. Vi har holdt nullet i tre af de sidste fire runder, men vi skal til at have forløst vores offensive spil. Vores ambition må nu være den sjetteplads, der lige akkurat udløser en plads i oprykningsspillet, siger Bo Zinck.

Der var 152 tilskuere til opgøret.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...