PASSION: Svend Moust Hansen tager over som præsident ved Pandrup Rotary Klub

PANDRUP: - 40 møder i løbet af et år - der har været mange spændende indslag og mange gode projekter, lød det fra den afgående præsident for Pandrup Rotary Klub, Peter Wulff Andersen, i forbindelse med klubbens sidste møde inden sommerferien.

Traditionen tro skal der efter et år, vælges ny præsident, og Peter Wulff Andersen, gav således stafetten videre til Svend Mousten Hansen. Samtidig blev der valgt ny bestyrelse, som nu har ansvaret for klubbens daglige drift.

I forbindelse med præsidentskiftet gjorde Peter Wulff Andersen status over det forgange år, og han konstaterede med glæde, at blandt andet et initiativ med at skaffe flere medlemmer har båret frugt, idet syv nye medlemmer er kommet til inden for kort tid.

Han kunne desuden berette, at FDF-spejderne Pandrup hjælper med at vedligeholde Pandrup Skovhave, som Pandrup Rotary Klub står bag, og han udtrykte endvidere glæde over klubbens projekt ”Julehjælp”, som hjælper medmennesker, der har svært ved at få pengene til at række i juletiden.

Pandrup Rotary Klub har også ungdomsudveksling på sin dagsorden. Om en måneds tid drager Magnus Overby Nørgaard fra Gjøl ud i den store verden. Tilsvarende tager danske familier imod udenlandske unge, som skal gå i skole og bo i Danmark. Og udveksling er en god anledning til at lære en anden kultur og sprog at kende, siger Boe Pickering fra Pandrup Rotary Klub.

- Det er en oplevelse for livet, dels at være på udveksling og dels at have et ungt menneske boende. Går man med tanker i den retning, er man meget velkommen til at kontakte mig. Lige nu vil vi gerne i kontakt med værtsfamilier, siger Boe Pickering.

Pandrup Rotary Klub er en del af et verdensomspændende netværk med 1,2 millioner medlemmer fordelt på 35.000 klubber.

Der er tale om en humanitær organisation, som på verdensplan bekæmper nød og sygdom.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...