FLYTNING: Virksomheden Lindkon er flyttet fra Pandrup til Aabybro i jagten på større lokaler

AABYBRO: I fremtiden kommer virksomheden Lindkon til at have hjemme i Aabybro. Dermed flytter de ud af fabrikslokalerne i Pandrup, hvor de hidtil har udført opgaver inden for print, skilte og lignende produktion.

Flytningen skyldes behovet for plads, som langsomt er blevet større.

- Fabrikken i Pandrup har vi været groet ud af i et stykke tid. Vi kunne ikke ekspandere yderligere og var lidt låst af for få og forkerte kvadratmeter. Her har vi fået en rektangulær hal, som vi kan have alt i. Det er helt nyt og giver også nogle væsentlige fordele, fortæller direktør Lars Lindvang.

Lokalerne på Industrivej i Aabybro skal være en vigtig del af virksomhedens fremtidige vækst. Med flytningen går man nemlig fra knap 700 kvadratmeter til 1100.

- Det skal hjælpe med, at vi vokser og kan åbne for de kunder, som vi har sagt nej til før. Nu har vi også investeret i større maskiner, som er noget mere effektive, og vi kan tage andre formater ind. Udviklingen går stærkt inden for digital printproduktion, og for at kunne følge med skal vi have det nyeste ind, siger Lars Lindvang.

- Vi kan nogle flere ting nu. De nye maskiner kan lave andre produkter og få meget mere igennem på kortere tid. Vi får større fleksibilitet gennem en betragteligt udvidet maskinpark.

I skrivende stund er de sidste maskiner ved at blive kørt ind i Aabybro, og produktionen er så småt indstillet i Pandrup.

Lindkon holder åbent hus i lokalerne på Industrivej i Aabybro. Det sker den 25. oktober fra klokken 10 til 14.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...