Ny miljøgodkendelse til forlystelsesparken

FÅRUP: Fårup Sommerland må nu holde længere åbent samt holde flere koncerter, da teknik- og miljøudvalget har givet parken en ny miljøgodkendelse som er baseret på den nye lokalplan for området.

Det betyder blandt andet at den hidtidige åbningstid fra klokken 10 til 20.30 kan udvides til at vare fra klokken 08.30 til 22.30 i sæsonen, der nu må strække sig fra påskeferie til efterårsferie.

På lukkedage, hvor der ikke er adgang til forlystelsesparken for betalende gæster fra gaden, kan der tilbydes særlige aktiviteter for hotellets gæster, eller der kan holdes lukkede gruppearrangementer i forlystelsesparken med brug af udvalgte attraktioner.

Hotelgæsterne må gå rundt i parken året rundt og hele døgnet. Dog må attraktionerne ikke bruges mellem klokken 22.30 og 8.30.

Forlystelsesparkens festlokaler og spisesteder kan benyttes døgnet rundt og udenfor sæsonen til lukkede arrangementer.

Som i den tidligere miljøgodkendelse må der afholdes koncerter eller lignende sceneunderholdning i åbningstiden uden sikkerhed for om grænseværdierne overholdes i åbningstiden. Dog må underholdningen højst vare tre timer hver gang.

Fårup Sommerland ville gerne have øget antallet af tilladte koncerter fra tre til 15, men forvaltningen indstillede, at antallet skulle være 10.

Men efter protester fra naboer i forbindelse med en partshøring besluttede teknik- og miljøudvalget, at der årligt må være seks koncerter. Nogle naboer opponerede også imod den udvidede sæson og åbningstid.

Endelig er miljøgodkendelsen udvidet med et krav om fast årlig dokumentation for overholdelse af grænseværdien for støj samt en akkrediteret støjmåling hvert femte år til dokumentation for, at støjvilkåret overholdes.-tin

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...