Inviterer til gallakoncert i slutningen af april

JAMMERBUGT: Det er nu 40 år siden, at Pandrup musikskole havde sin første sæson. I 1978-79 kunne musikinteresserede elever for første gang modtage undervisning i musikskolen, der senere blev en del af Jammerbugt Kulturskole, da man lagde kommunerne sammen.

- Elever og lærere i Kulturskolen har glædet sig til at kunne markere denne jubilæumssæson ved en gallakoncert 28. april, fortæller Kulturskoleleder Henrik Hammer.

- Alle har arbejdet hård på at kunne præsentere et bredt udsnit af alt det, som Jammerbugt Kulturskole står for, og publikum vil opleve dans, billedkunst og masser af musik, og også møde et par tidligere elever, der har gjort lidt ekstra ud af deres musik, siger han.

- Det bliver helt sikkert en oplevelse ud over det sædvanlige, når eleverne indtager scenen på Fjerritslev Gymnasium søndag 28. april, forsikrer kulturskolelederen.

Billetterne til koncerten er gratis.

For at markerer, at det nu er muligt at tilmelde sig næste sæson, laver Kulturskolen aktiviteter og koncerter rundt i hele kommunen.

I løbet af april, maj og juni vil en stor del af kommunens børn og unge få musikalskbesøg på deres skoler, hvor de vil kunne deltage i og opleve koncerter med lærere og udvalgte elever. Der vil også være information omkring de mange forskellige tilbud, der udbydes i Kulturskolen.

Den nye Kulturskolesæson starter i slutningen af august.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...