Taske: Kultur-, Fritids- & Landdistriktsudvalget har bevilget penge til i samarbejde med Børne- og Familieudvalget at kunne tilbyde en Kulturel Rygsæk til eleverne i Jammerbugt Kommunes folkeskoler

Kultur-, Fritids- & Landdistriktsudvalget har bevilget penge til i samarbejde med Børne- og Familieudvalget at kunne tilbyde en Kulturel Rygsæk til eleverne i Jammerbugt Kommunes folkeskoler.

Den Kulturelle Rygsæk skal sikre, at alle elever oplever inspirerende møder med kunst og kultur i løbet af deres skoletid, og den er iværksat for at give kommunens børn og unge bedre mulighed for at tage kunst og kultur med som en aktiv del af deres fritidsliv.

Det fortæller Formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Helle Bak Andreasen og formand for Børne- og Familieudvalget, Ulla Flintholm i en pressemeddelelse.

De forklarer videre, at en Kulturel Rygsæk i Jammerbugt Kommune til skoleeleverne blev foreslået af Kulturelt Samvirke på et vælgermøde med fokus på kunst og kultur i forbindelse med seneste kommunalvalg i efteråret 2017.

- Der var hurtigt en positiv stemning omkring forslaget og Kulturelt Samvirke, og forvaltningen gik sammen om at udvikle ideen, som man politisk meget gerne ville støtte, forklarer de.

Første Rygsæk er klar nu og tanken er, at det skal være et varigt tilbud, som skolerne fremover får ud hvert forår.

I løbet af skolegangen vil den enkelte elev stifte bekendtskab med seks forskellige kunstarter; scenekunst, klassisk musik, litteratur, rytmisk musik, billedkunst og arkitektur. I det kommende forår samarbejdes der med Jammerbugt Bibliotekerne, Aalborg Symfoniorkester samt Kunsten og Utzon Center i Aalborg.

Mødet med kulturen

I samarbejde med disse kulturaktører får børn og unge mulighed for at lære kulturens sprog.

I udformningen af de konkrete tilbud lægges der vægt på, at eleverne skal møde kunst og kultur, som de normalt ikke møder. Projektet har til formål at præsentere og integrere børns møde med professionel kunst og kultur i hverdagen og i fritidslivet.

Gennem planlagte forløb af kulturelle tilbud, workshops og events tilbydes børnene mulighed for at forstå, medvirke og deltage aktivt i kunst- og kulturlivets mangeartede oplevelser og muligheder.

Formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Helle Bak Andreasen, fortæller:

- Den Kulturelle Rygsæk skal give forøget inspiration og vitalitet i skoledagen og samtidig bidrage til, at der udvikles hele mennesker med indsigt og mulighed for at forfølge evner og interesser både i skole- og arbejdslivet og i fritidslivet. Jammerbugt Kommune arbejder på at være Danmarks bedste Fritidskommune, og vi vil meget gerne give vores børn og unge mulighed for at opleve andre sider af fritidslivet end man måske oftest gør i Jammerbugt Kommune og derfor iværksættes Den Kulturelle Rygsæk.

Formand for Børne- og Familieudvalget, Ulla Flintholm, udtrykker stor tilfredshed med, at man på tværs af politiske udvalg og forvaltninger i fællesskab kan løfte sådan en opgave, som bliver et lærerigt gode for kommunens børn og unge.

Kultur-, Fritids- & Landdistriktsudvalget samt Børne- og Familieudvalget er glade for at kunne bidrage til kommunens børn og unges klassiske dannelse samt at kunne give dem berigende og lærerige kunst- og kulturoplevelser, som kan spille sammen med den vifte af fritidstilbud, både indenfor idrætsområdet og kulturen, der allerede findes i Jammerbugt Kommune.

Forårets aktuelle tilbud i Rygsækken kan ses på Jammerbugt Kommunes hjemmeside.

Fakta

Den Kulturelle Rygsæk er et projektsamarbejde mellem Jammerbugt Kommunes kulturinstitutioner: Jammerbugt Kulturskole, Jammerbugt Bibliotekerne, kommunens skoler samt Børne- og Familieforvaltningen og Vækst- og Udviklingsforvaltningen. Den Kulturelle Rygsæk er finansieret af Kultur-, Fritids- & Landdistriktsudvalget i Jammerbugt Kommune og er en del af Jammerbugt Kommune som bedste Fritidskommune. Nogle tilbud kommer ud på skolerne, i andre inviteres eleverne på besøg på kunstinstitutionerne. Der er koblet undervisningsmateriale til alle tilbuddene og der er sørget for transport af eleverne. Det er obligatorisk for skolerne at deltage i Den Kulturelle Rygsæk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...