Omkomne fiskere og redningsmænd blev mindet

BLOKHUS: Det er blevet til en god fast tradition, at der den første fredag i februar bliver holdt en mindehøjtidelighed for de omkomne lokale fiskere og redningsmænd i Blokhus.

Det var Erik Mølgaard fra Blokhus Strand Baadlaug som bød velkommen.

Derefter læste han navnene op på de 20 fiskere og redningsfolk, som på datoerne 16. december 1845, 29. december 1856, 4. april 1900, 6. december 1922 og 24. juli 1956 mistede livet på havet, enten i forbindelse med at de skulle skaffe det daglige brød eller i forbindelse med den uselviske indsats for at undsætte fiskere eller søfolk i havsnød.

Navnene på de 20 er hugget ind i mindestenen.

Kommunalpolitiker Christian Hem (V) holdt en tale ved mindestenen, og i sin tale påpegede han vigtigheden i at hjælpe hinanden, hvis man er i nød. Det gjaldt i 1845, og det gælder også i dag.

Herefter var der kransenedlæggelse og til sidst læste Helle Nielsen sit digt ”Der står en sten i Blokhus”.

Højtideligheden sluttede med, at Baadlauget var vært ved en varmende drik i Fiskernes Hus på Strandvejen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...