Jammerbugt Kommune betaler 75.000 kroner til strømudgift

BLOKHUS: Erhvervsforeningen Destination Blokhus har fået bevilget 75.000 kroner til dækning af de strømudgifter, der er forbundet med at lave is på den kommende skøjtebane på torvet i Blokhus. Det har kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget bestemt. Beløbet er anslået, for strømforbruget kan variere meget alt efter vejret.

Der er ellers ikke kutyme for at dække driftsudgifter, men i dette tilfælde gør udvalget en undtagelse.

- Vi vil gerne støtte opstarten af dette nye initiativ, men det bliver kun i det første år. Vi kan ikke generelt støtte drift, siger udvalgets formand Helle Bak Andreasen (V).

Og det er netop grunden til, at udvalgsmedlem Frank Østergaard (SF) stemte imod at betale strømmen.

- Landdistriktsmidlerne skal ikke bruges til driftsudgifter som strøm. Det er der kutyme for, og uanset projektet synes jeg ikke, at vi skal bøje reglerne, siger Frank Østergaard.

Helle Bak Andreasen synes, at skøjtebanen er en fantastisk ide.

- Skøjtebanen understøtter jo det, der i forvejen sker i området om vinteren, og vi vil jo rigtig gerne tiltrække turister også uden for ydersæsonen. Og banen kan jo også blive til stor glæde for folk, der bor i området, siger udvalgsformanden.

Anlægsudgifterne er sat til 1,2 millioner kroner. Vækstpulje Nyfors er ansøgt om 825.000 kroner, mens resten af udgiften dækkes af Destination Blokhus, områdets erhvervsdrivende, Blokhus Grundejerforening og Blokhus Fonden.

I den første sæson, der varer fra 1. november til 28. februar, forventes det, at 8000 skøjteløbere vil leje skøjter, og at indtægten derfra vil blive 280.000 kroner.

Det er foreløbigt planen at opstille banen i tre vintersæsoner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...