OPLEVELSE: Livreddere står klar til at vejlede børnene under Blokhus Outdoor Festival

BLOKHUS: Den 31. juli er der mulighed for at komme i praktik som livredder ved Blokhus Outdoor Festival.

Det sker mellem 11 og 15.

Livredderne fortæller, hvordan det er at være livredder og viser, hvordan man hjælper personer, som kommer i nød i vandet. Der er masser af livredderudstyr, som børnene kan prøve, og sjove og udfordrende lege og konkurrencer, som handler om badesikkerhed.

Der er lagt op til nogle oplevelsesrige dage på stranden med aktiviteter for hele familien, når TrygFondens LivredderPatrulje kommer forbi. Børnene kan prøve livreddernes udstyr, og sammen med deres forældre kan de tage Livreddertesten, hvor de skal igennem forskellige livredderdiscipliner, fx padling på rescue board, genoplivning på dukker og bjærgning af en person i vandet.

TrygFondens LivredderPatrulje turnerer hver sommer rundt i landet for at oplyse om badesikkerhed og give børn og voksne en ekstra oplevelse på strandene.

- Vi bliver altid mødt af glade børn og voksne, som gerne vil vide mere om badesikkerhed og har en masse spørgsmål til livredderne. Badesikkerheden bliver leget ind gennem de mange aktiviteter, og når familierne tager hjem fra stranden, kan de fortsætte snakken om badesikkerhed med vores app Livredder, hvor der er spil og andre underholdenede aktiviteter, som handler om at færdes sikkert ved og i vandet, siger René Højer, programchef i TrygFonden.

I løbet af sommeren kommer LivredderPatruljen rundt til godt 50 strande i hele landet.

- Det er ikke kun børnene, der kan lære noget af livredderaktiviteterne. Mange i forældregenerationen er vokset op med rådene om ikke at gå længere ud end til navlen eller ikke at bade lige efter, man har spist. Det er myter, som vi gerne vil aflive. Vi opfordrer også forældrene til at gå i vandet med deres børn fremfor at holde øje med dem fra stranden, for ulykker i vandet kan ske hurtigt, siger Michael Iwersen, uddannelsesleder i TrygFonden Kystlivredning.

Alle børn, der deltager i livreddertesten, får et livredderdiplom, og der bliver afsluttet med et sejt holdbillede.

LivredderPatruljen er en del af TrygFonden Kystlivredning, der har ca. 200 specialuddannede kystlivreddere, som passer på badegæsterne på 36 strande og havnebade i Danmark.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...