Flytter fra Torvet til større rammer på Aalborgvej

BLOKHUS: Fredag 12. april åbner Karina Degn dørene til sin nye butik på Aalborgvej 16 i Blokhus med et butiksareal på knap 300 kvadratmeter og derudover gode lagerlokaler.

Og det er netop behovet for mere plads på grund af blandt andet en succesfuld webshop, der har fået Karina Degn til at flytte fra butikken på 126 kvadratmeter på Torvet i Blokhus.

- Webshoppen vækster, og med en større butik får jeg mulighed for ikke alene at fortsætte butikkens stil, men også plads til nye brands, forklarer Karina Degn.

Samtidig har forretningen har en god og meget synlig placering med masser af både kørende og gående trafik uden for vinduerne.

Karina Degn er udlært i herretøj, men besluttede sig tidligt for at blive selvstændig og havde først i ni år en brugskunstbutik i Aalborg, inden hun i 2010 åbnede modebutikken med tøj til lige fra de 14 årige til de 80 årige, men også fodtøj samt særlige håndslebne krystalglas.

- Jeg har altid interesseret mig for tøj og mode, og så er det rigtig dejligt at være selvstændig, smiler Karina Degn.

Med sine ni år i Blokhus har hun fulgt og været en del af byens gode udvikling.

- Den var sådan set allerede i gang med det nye Blokhuset, som jeg flyttede ind i, fortæller hun.

Siden har flere tiltag, aktiviteter, butiksåbninger og nye overnatningssted forlænget badebyens sæson til ikke kun at være en sommerdestination.

- Det har betydet en meget større kundekreds og interesse for byen og dens butikker, siger Karine Degn.

Hun ser frem til byde sine nuværende og nye kunder velkommen i den nye forretning på Aalborgvej.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...