Mere plads til tøj til teenagere

BLOKHUS: Kalstrups Livsstilshus udvider forretningen i Blokhus og rykker ind i de cirka 150 kvadratmeter store lokaler, som Karina Degn har efterladt for at flytte til Aalborgvej 16.

- Vi slår det sammen med vores nuværende teens afdeling, så vi får cirka 200 kvadratmeter butik med ungt tøj, fortæller Per Kalstrup.

- Der mangler noget i Blokhus til det unge segment på 15 til 25 år. Der er ikke så mange steder, de kan købe tøj, og der har ikke været så meget af det i Blokhus, tilføjer han.

Det betyder også, at der kommer nye brands til Blokhus.

- Vi får blandt andet det svenske mærke, NA-KD, som er ungt pigetøj, der ikke kan købes ret mange steder her i landet og hovedsagligt købes på nettet, hvor det er drevet af Instagram og influencers, siger Per Kalstrup.

Samtidig betyder overtagelsen, at Kalstrup Livsstilshus har hele facaden ud mod Torvet og kan skabe en helhed og sikre et ensartet udseende, eksempelvis når der atter skal julepynt op.

- Vi åbner den nye afdeling lørdag 13. april med lidt godt til ganen og en dj i butikken, og der vil også være en dj hver dag i hele påsken, siger Per Kalstrup.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...