Jetsmark Judoklub har haft generalforsamling

MOSEBY: Torsdag 23. maj var der generalforsamling i Jetsmark Judoklub, og traditionen tro startede man før generalforsamlingen, med fællesspisning i klubbens lokaler på Aktivitetsskolen i Moseby.

Jetsmark Judoklub blev stiftet i april 1982, og således kunne klubbens stifter, mangeårig formand og cheftræner Arne Nøhr, byde velkommen til klubbens 37. generalforsamling.

Dagsorden lød på en formandsberetning, - efterfulgt af kasserer Lars Sørensens fremlæggelse af et regnskab med sorte tal på bundlinjen med tak til klubbens trofaste sponsorer.

Herefter var der genvalg til Arne Nøhr på formandsposten for den næste tre årige periode samt det årlige nyvalg af suppleanter og atter genvalg til klubbens mangeårige revisor, Frank Vangsgaard.

Aftenens højdepunkt var naturligvis, overrækkelse af klubbens flotte vandrepokaler.

Kilian Sørensen, Pandrup, modtog for 3. år i træk ”Junior-flidspokalen”, og kan nu beholde den til ejendom.

Storebroderen Henning Sørensen fik både ”Senior-flidspokalen” og klubbens ”Fighter Pokal” for sin flotte flid og kampgejst gennem sæsonen.

”Pigepokalen” gik denne gang til et nyt medlem, nemlig otte årige Caroline Jacobsen, Aabybro, for hendes flid og smittende smil og glæde ved træningen i klubben.

Mads Tinø Vangsgaard, Kaas, modtog fortjent pokalen som ”Årets Talent” for andet år i træk.

Herefter var der afstemning om de to sidste vandrepokaler, og efter endt stemmetælling kunne Mathias Nørgaard Christensen, Kaas, modtage fortjente klapsalver, da han modtog klubbens ”Kammeratskabspokal”, ligesom optællingen viste, at formand Arne Nøhr kunne modtage pokalen som ”Årets Ildsjæl”.

Jetsmark Judoklub går nu på en velfortjent ferie, efter ni måneders træning med mange stævner og mesterskaber.

Dog åbnes dørene igen allerede 11. juni, når ”Skoleidrættens Foreningsfestival 2019” løber af stablen.

Her vil Judoklubben modtage Jammerbugt Kommunes 5. klassetrin, så eleverne kan stifte bekendtskab med den ædle japanske Kampsport.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...