AKTIV: Svømmeklubben havde 248 personer i vandet ved Den Store Svømmedag

PANDRUP: Søndag 6. oktober bød på Den Store Svømmedag i Svømmeklubben JET i Jetsmark Idrætscenter.

Den Store Svømmedag blev traditionen tro afholdt denne første søndag i oktober i forskellige svømmehaller rundt om i Danmark. Den Store Svømmedag er arrangeret af Dansk Svømmeunion i samarbejde med de lokale svømmeklubber og haller.

Helt konkret har 38 klubber/haller valgt at deltage i år og heldigvis var der rigtig mange, der prioriterede at deltage i den landsdækkende svømmebegivenhed.

Stævnet er for børn, unge og ældre. Det er både for dem, som normalt færdes i en svømmehal, men det er samtidig også et arrangement, der har til hensigt at få borgere, der normalt ikke benytter de lokale svømmehalsfaciliteter, til at kigge forbi og tage en frisk dukkert i bassinet. Nogle deltagere kommer for motionens skyld, nogle for hyggens skyld og andre for konkurrencens skyld.

Der er nemlig pengepræmier på spil for arrangementsstedet.

- Svømmeklubben JET deltog for første gang, og dagen forløb rigtig godt, fortæller Lone Bundgaard fra JET.

- Der blev svømmet 37.075 meter, og i løbet af dagen havde vi 248 personer i bassinerne. Vi løb ikke med sejren, men der blev svømmet både 4000 meter og 2000 meter en del gange, og vi havde rigtig mange personlige rekorder for vores små svømmere. Der var mange mindre børn, der svømmede både 100, 200 og 300 meter, og det var fedt at se de små børns selvtillid vokse, da de fik overrakt deres diplom for indsatsen. Sådan noget er fedt, siger hun.

JET ser allerede frem til arrangementet næste år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...