Præmier: Der bliver kamp om pengepræmier

PANDRUP: Når det landsdækkende svømmearrangement ”Den Store Svømmedag” løber af stablen søndag den 6. oktober, vil Svømmeklubben JET og Jetsmark Idrætscenter være med i kapløbet om pengepræmier.

”Den Store Svømmedag” arrangeres af Dansk Svømmeunion i samarbejde med de deltagende svømmeklubber og svømmehaller over hele landet.

Svømmedagen er et breddearrangement, hvis primære formål er at få flest mulige svømmeglade mennesker en tur i den lokale svømmehal. Der stilles ikke krav til deltagerne om, hvor langt der svømmes. Alle meter tæller.

Derfor er det også Svømmeklubben JET og Jetsmark Idrætscenters håb, at så mange som muligt vil kigge forbi svømmehallen i Jetsmark Idrætscenter søndag den 6. oktober, hvor dørene er åbne for en gratis svømmetur.

Unge som ældre, store som små, er velkomne. Det eneste krav, man stiller er, at du skal kunne svømme og have lyst til at hjælpe os med at få svømmet flest meter og/eller få flest personer i vandet.

Alle, som møder op og hopper en tur i vandet, modtager et diplom som bevis for deltagelse i arrangementet. Samtidig hjælper man Svømmeklubben JET og Jetsmark Idrætscenter tættere på de mange flotte præmier.

Der svømmes i år i 38 svømmehaller fordelt over hele landet, hvor der dystes om følgende præmier:

Der er præmier til de arrangementssteder, som opnår at få flest personer i vandet.

De arrangementssteder, som opnår at få flest personer i vandet i forhold til byens indbyggertal, vinder også præmier.

Endelig er der også præmier til de arrangementssteder, som tilbagelægger flest meter i løbet af de seks timer, som arrangementet løber over

Førstepræmien i hver kategori er 5000 kroner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...