Jammerbugt går sammen 50 andre kommuner om at dele erfaringer

JAMMERBUGT: Sammen med godt 50 øvrige kommuner deltager Jammerbugt Kommune nu i Sund By Netværket, som understøtter folkesundhedsarbejdet i kommuner, regioner, nationale aktører og WHO.

Med medlemskabet forpligter Jammerbugt Kommune sig til at dele viden og erfaringer på sundhedsområdet, udvikle nye metoder og modeller for at fremme folkesundheden og holde kurser om emnet.

- Sund By Netværket giver os mulighed for at hente god viden og inspiration til vores arbejde med at fremme sundheden blandt borgerne. Vi kommer til at trække på erfaringer i forhold til arbejdet med kommunens nye sundhedspolitik og strategien for det nære sundhedsvæsen. Vi forventer, at netværket kan bidrage med viden og inspiration, siger Ib Nellemann (V), formand for Social- og Sundhedsudvalget.

En central del af netværket er 14 temagrupper, som deler erfaringer inden for fagspecifikke områder og omsætter ny viden til lokal praksis.

Temagrupperne spænder bredt lige beskæftigelse og sundhed over det gode ungeliv til mental sundhed.

- Medlemmerne har stor viden om de enkelte temaer. Det giver os en stærk mulighed for at blive inspireret til at gøre nogle ting anderledes på sundhedsområdet til gavn for borgerne. Samtidig har vi også erfaringer at dele ud af, som vores arbejde med ABC Mental Sundhed, hvor vi arbejder med mental sundhed som noget essentielt for alle og ikke kun for særligt udsatte borgere, fortæller Ib Nellemann.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...