Går nye veje for at trække kvalificeret arbejdskraft til de lokale virksomheder

JAMMERBUGT: Torsdag 14. marts sætter Jammerbugt Kommune i DGI-Huset i Aabybro fokus på arbejdskraft og rekruttering med det nye initiativ, Jammerbugt Arbejdskraftmesse. Målet er at hjælpe det lokale erhvervsliv med at finde kvalificeret arbejdskraft samt hjælpe ledige i job. Bag initiativet står Jobcenter Jammerbugt og Vækst Jammerbugt.

Messen skal skabe match mellem virksomheder i Jammerbugt Kommune og relevant arbejdskraft, lige fra højtuddannede, faglærte og ufaglærte, men også kommende dimittender som skal ud på arbejdsmarkedet.

En af de deltagende virksomheder er Camping i Blokhus, der består af de Blokhus By Camping og Blokhus Klit Camping. - Arbejdskraftmessen er en oplagt mulighed for os til at komme i direkte kontakt med mulige medarbejdere til den kommende turistsæson, og et godt supplement til annoncering i de trykte medier, siger Inge Vestergaard, indehaver af Camping Blokhus.

- Det er en god platform for til at få fortalt, at der er masser af arbejde at få i vores egen kommune. Vi ved allerede nu, at vi får behov for medarbejdere på vores to campingpladser, så timingen er god, og hvis vi samtidig kan komme i dialog med studerende, som er up-to-date på den sidste nye viden fra Aalborg Universitet, så vil det blot være en bonus for os, siger hun.

I Jammerbugt Kommune hænger erhvervsudvikling tæt sammen med virksomhedernes adgang til nødvendig arbejdskraft, men der er i høj grad også fokus på tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft.

- Vi kommer de næste år til at arbejde fokuseret på at tiltrække nye virksomheder til kommunen og kompetente medarbejdere. Arbejdskraftmessen er netop et af de konkrete tiltag, der skal bidrage til den indsats, for her skaber vi en platform, hvor vores virksomheder kan brande sig selv som en attraktiv arbejdsplads over for ledige og højtuddannede fra viden institutionerne, som gerne skal vælge Jammerbugt virksomheder som et aktivt tilvalg, siger erhvervschef Anders Stryhn.

- Set i det brede perspektiv er det også en markering til både nye tilflyttende virksomheder og start-up virksomheder om, at Jammerbugt Kommune er en attraktiv erhvervskommune at drive virksomhed fra, uddyber han.

Hos Jammerbugt Kommunes Jobcenter arbejdes der også med langsigtede planer og forudsigelser i arbejdskraftens bevægelighed. Jobcentret er nemlig gået med i et samarbejde med de øvrige vendsysselske kommuner om udarbejdelsen af Jobbarometer 2019, hvor 250 virksomheder spørges ind til lige præcis deres rekrutteringsbehov samt forventninger hertil.

- Barometeret er med til at give os et overblik over, hvad der sker på det lokale arbejdsmarked. Samtidigt kan det bruges til at skabe synlighed om arbejdskraftens bevægelighed. Samtidig vil vi kunne målrette opkvalificering og uddannelse til de områder, hvor der er gode jobmuligheder og i endnu højere grad kunne servicere vores virksomheder med den arbejdskraft, de efterspørger, siger arbejdsmarkedschef Jannie Knudsen.

Lokale virksomheder kan booke gratis standpladser til messen hos Jobcentret.-tin

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...