Bold: 2.divisionsholdet spillede mod Næsby

NÆSBY: Jammerbugt FC er blevet ekspert i at spille uafgjort i denne sæson. Det skete igen, da 2. divisionsholdet spillede 2-2 mod Næsby. Lørdagens remis er nummer otte i hidtil femten kampe.

- Ja, vi deler for tit. Vores problem er, at vi er for dårlige til at omsætte chancerne, siger træner Bo Zinck.

Billedet var det samme i lørdagens kamp. Jammerbugt FC skabte masser af chancer, men kom alligevel bagud med 0-2, inden det lykkedes at få sat slutprodukt på det flotte angrebsspil.

- På bundlinjen står, at vi spillede en flot kamp. Alt lykkedes - undtagen det der med at få smækket bolden ind over mållinjen, siger Bo Zinck.

Morten U. Thomsen stod for begge af Jammerbugts mål i anden halvleg. Der var 137 tilskuere til kampen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...