Formstærke Ringkøbing sendt hjem med et nederlag

JETSMARK: Med lørdagens 2-1 sejr på hjemmebane over ellers formstærke Ringkøbing kom Jammerbugt FC tilbage på sejrs-sporet i fodboldens 2. division.

Dog var der tale om en for lille sejr, særligt på baggrund af en 1. halvleg, hvor Jammerbugt FC spillede fremragende

Kampen bød på flotte scoringer af hjemmeholdet. Først efter 14 minutter, da Anders Rosengren scorede på et brag af et langskud.

Viktor Ahlmann øgede føringen kort inden pausen, mens Jesper Lange reducerede for gæsterne med et smukt saksespark i 78. minut.

- Den var svær at gøre noget ved, ja, vi kunne selvfølgelig have dækket ham op, men ellers var det godt sparket ind. Men vi begik ikke de fejl, vi gjorde i Kolding, og vi skabte masser af chancer, så den skulle bare have været lukket noget før, siger træner Bo Zinck.

Jammerbugt FC spiller igen lørdag 20. oktober, når det gælder lokalopgøret på udebane mod Vejgaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...