Velkommen til nødde- og frugttræer samt bærbuske og klatreplanter

INGSTRUP: Søndag 30. september var der Åben Skov i Ingstrup Spiselige Skovhave. Arrangementet blev holdt af den frivillige arbejdsgruppe bag projektet i samarbejde med Hedeselskabet, som havde doneret 25.000 kroner til etableringen af Ingstrup Spiselige Skovhave.

Den kom i stand efter et LUP-møde i 2017 mellem byens borgere og repræsentanter fra Jammerbugt Kommune. Grunden, som Ingstrup Spiselige Skovhave ligger på, er stillet til rådighed af det lokale menighedsråd, og al arbejdet med etableringen af skovhaven foregår ved hjælp af frivillig arbejdskraft, samt kyndige bidrag fra professionelle konsulenter, entreprenører og håndværkere.

Ingstrup Spiselige Skovhave er en offentlig have bestående af spiselige planter i form af nødde- og frugttræer, bærbuske, flerårige bunddækkeplanter og klatreplanter, som er sammensat med naturen som forbillede

Skovhaven i Ingstrup etableres efter nogle af permakulturens principper, hvor det i høj grad handler om at give mere tilbage til naturen, end man tager fra det. Formålet er at skabe en bæredygtig og miljøvenlig skovhave med en rig biodiversitet til gavn og glæde for byens borgere, såvel som besøgende.

Åben Skov-arrangementet blev besøgt af godt 40 deltagere, som fik en guidet tur gennem Ingstrup Spiselige Skovhave, en kort introduktion til skovhavens historie og en præsentation af nogle af de overvejelser, der gik forud for skovhavens design og tilplantning. Arrangementet blev afsluttet med kaffe og kage.

Ingstrup Spiselige Skovhave er åben for offentligheden. Den er dog stadig i etableringsfasen, så al færdsel er på eget ansvar. Ønskes en guidet tur, kan arbejdsgruppen bag skovhaven kontaktes via Facebook, hvor du også kan læse meget mere om projektet og fremtidige arrangementer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...