Afskedsreception: Kærligheden til hunde blev en levevej. Men midt i august er det slut

Kaas: - Du er vakker, er du, siger Mona Hansen og trykker kærligt sin næse mod den lille, hvide hunds snude.

Den kvitterer med et lille slik på hendes næse.

Hunden er på besøg hos Kaas Hundesalon for at få sommerpels.

Og mens Mona Hansen kyndigt styrer den spidse saks og den elektriske trimmer udenom hundens øjne og ører og bløde skin, så falder store totter pels ned på gulvet.

Sådan har Mona Hansens hverdag været i 40 år i hendes egen salon i Kaas.

Kroppen siger stop

Men nu sætter kroppen en stopper for arbejdet for knap 70-årige Mona Hansen, der nu vil hellige sig rejser og børn, børnebørn og oldebørn.

- Lægen siger, at kroppen er slidt, siger hun og aer den lille hund.

- Men stod det til mig, så blev jeg ved.

Mona Hansens far syntes ellers, at det var meget bedre, om den unge pige blev sygeplejerske.

Men hun ville det anderledes, og efter endt læretid og seks års ansættelse hos Lisbeth Thomsen i Aalborg, var der også kommet børn til.

Og så søgte Mona Hansen og familien tilbage til Kaas.

Her overvejede Mona Hansen, om hun skulle skifte branche og begynde at passe børn.

- Men John, min mand, fik mig på andre tanker, for han mindede mig om, at jeg jo havde en uddannelse som hundetrimmer, fortæller hun.

Parret kontaktede deres bank, og med et lån på 5.000 kroner, var Mona Hansen i gang.

- Der var ingen, der troede på, at jeg - ”sådan en hundeklipper” - ville holde mere end et halvt år, siger hun med et stort smil.

Den påstand har de skeptiske for længst måtte æde i sig, for det er ikke kun lokale hunde fra Jammerbugt, der kommer til Kaas.

- Ork, jeg har hunde fra det meste af landet, siger hun.

Hendes udsagn bliver i samme nu bekræftet af Familien Laursen fra Rungsted.

De er på ferie, og kommer lige forbi med en blomst for at sige farvel.

- Du bliver savnet, lyder det.

Det samme siger Michelle Friedrichsen fra Aabybro.

Hun og hendes familier er ligeledes faste kunder gennem mange år.

- Mona kan bare noget helt særligt med hunde, siger hun.

Blev bidt i næsen

Mona Hansen indrømmer gerne, at hun elsker hunde, og hun har masser af historier på lager om store og små hunde, som hun har haft besøg af.

- Hunde er jo som børn. Hvis de kan mærke man vil dem, så bliver de jo lynhurtigt tillidsfulde, siger hun.

- Og jeg snakker med dem hele vejen - det tager cirka halvanden time hver gang, fortæller hun, og overøser den lille hund med kærlige lyde.

Til gengæld kommer der tårer i øjnene, når hun tænker på nogle af de hunde, der har været forbi, der ikke fik en ordentlig behandling af deres ejere.

- For år tilbage kom der en ulvehund her. Dens pels var så fuld af filter, og den havde bylder af skidt i ørerne, fortæller hun.

- John måtte hjælpe, så slemt var det, men da den var færdig slikkede den os på hænderne. Vi kunne mærke, den sagde tak, siger hun.

Hun dirrer stadig mange år efter ved mindet.

- Ejeren sagde blot blot, at han troede den var død allerede sidste år.

- Jeg kunne have klappet ham en, og jeg græd så jeg rystede bagefter.

De gode historier har heldigvis fyldt mest i de 40 år - inklusive den, hvor hun blev bidt i næsen af en pekingeser.

- Det tror jeg nok, de har grinet lidt af nede i lægehuset, siger hun.

Nu skal 40 år fejres

Hun klapper den lille nytrimmede hundekrop kærligt.

- Derfor skal det også fejres, at vi har været her alle de år.

Det sker 15. august klokken 11, hvor hun inviterer alle, der har lyst til åbent hus.

Og de firbenede er naturligvis også inviteret, understreger hun nøje.

Men den helt særlige varme i øjnene, der kendetegner en ægte hundeelsker.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...