Kåret som 4. bedste hotel i Danmark af TripAdvisor

FÅRUP: Verdens største rejsehjemmeside, TripAdvisor, har kåret Hotel Fårup i Fårup Sommerland som det fjerdebedste hotel i Danmark.

TripAdvisor har netop uddelt Travelers’ Choice Awards og har på baggrund af gæsteanmeldelserne kåret de 25 bedste hoteller i Danmark i 2019, og her lander Hotel Fårup på en fornem 4. plads kun overgået af Bandholm Hotel på Lolland og de to københavnske hoteller, Hotel D’Angleterre og Nimb Hotel.

Travelers’ Choice er den højeste anerkendelse som tildeles fra TripAdvisor.

- Vi er naturligvis helt vildt stolte af anerkendelsen fra Tripadvisor, der jo er baseret på gæsternes vurderinger af oplevelsen hos os. Det er en kæmpe cadeau til vores medarbejdere på hotellet og i parken. Det er jo dem, som i høj grad løfter oplevelsen og gør Hotel Fårup til noget unikt for vores gæster, siger Per Dam, administrerende direktør, Fårup Sommerland.

Det firestjernede Hotel Fårup er kendetegnet ved tematiserede værelser, hvor parkens skovtema er trukket med ind på samtlige hotelværelser. Når forlystelsesparken holder åbent i sommerhalvåret og efterårsferien, er børnefamilierne de primære gæster på hotellet, men der er også stigende aktivitet udenfor sæsonen.

- Hotellets primære målgruppe er naturligvis børnefamilierne, som besøger os i sommerhalvåret, hvor Fårup Sommerland efterhånden har vokset sig så stort, at det kræver to dage at komme igennem alle forlystelserne og Danmarks største vandland. Dog ser vi, at interessen for at holde møder, konferencer og private arrangementer som konfirmationer og runde fødselsdage på Hotel Fårup også udenfor sæsonen er vokset ganske markant over de seneste år, siger Per Dam.

Udover den flotte placering som fjerdebedste danske hotel, har Hotel Fårup desuden hentet en sjetteplads i kategorien “Top 25 over danske hoteller med den bedste service”.

Travelers’ Choice-prisen er baseret på millioner af anmeldelser og meninger fra rejsende rundt om i verden, og den uddeles årligt til ”de bedste af de bedste” inden for service, kvalitet og kundetilfredshed. Tripadvisor er verdens største rejsehjemmeside med flere end 455 millioner unikke brugere og, 600 millioner anmeldelser af attraktioner, overnatningssteder, restauranter mv.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...