Det kan være en voldsom oplevelse at blive ramt af hjerte-kar-sygdom

JAMMERBUGT: Mandag 4. februar vil psykolog i Hjerteforeningen, Anne Hvarregaard Mose fortælle om de psykologiske aspekter ved hjerte-kar-sygdom og om de udfordringer, der kan opstå i familien.

Det kan være en voldsom oplevelse at blive ramt af hjerte-kar-sygdom eller en anden kronisk sygdom. Derfor er det helt naturligt, hvis man som sygdomsramt i en periode føler dig ude af balance og ved siden af dig selv. Humøret kan svinger mere, end det plejer, man bliver nemmere ked af det, bekymret, bange og irritabel, kan opleve at huske dårligere og har sværere ved at planlægge og bevare overblikket.

Er man pårørende til en person med kronisk sygdom, kan man have præcis de samme reaktioner - for sygdom rammer hele familien.

Alvorlig sygdom vender ofte op og ned på hverdagen. For sygdom, behandling, genoptræning og samarbejdet med sundhedsvæsenet kan være et krævende stykke arbejde. Derudover kan det være, at man som familie synes, det er vigtigt at ændre livsstilen i familien for bedst muligt at forebygge ny sygdom. Endelig skal der måske lægges nye planer for fremtiden - hvad har man lyst til nu og hvad kan lade sig gøre?

Erfaringen viser, at god kommunikation og samarbejde er vigtigt, for at man som familie sammen klarer opgaven bedst muligt.

Til foredraget på Idrætscenter Jammerbugt vil psykolog i Hjerteforeningen Anne Hvarregaard Mose give tilhørerne ny viden om psykologi og hjerte-kar-sygdom, information om, hvor man kan finde hjælp - og ikke mindst redskaber til at håndtere hverdagen med kronisk sygdom i familien.

Det bliver et foredrag, hvor der er plads til både alvor og humor - f.eks. når det gælder den til tider udfordrende kommunikation i ægteskaber, hvor den ene pludselig har fået rollen som »patient« og den anden som »pårørende«.

Foredragsholder Anne H. Mose er tilknyttet Hjerteforeningen rådgivning Aarhus. Hun har siden 1991 arbejdet med de psykologiske aspekter ved kræft, diabetes og hjerte-kar-sygdom. Hun har desuden skrevet flere artikler, rapporter og debatindlæg om livet med kronisk sygdom, og har sammen med en kollega skrevet en bog om de psykologiske udfordringer ved diabetes.

Alle er velkomne til at deltage i foredraget.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...