Den tidligere butiksansvarlige tager over og bagermesteren fortsætter

PANDRUP: Det var heldigvis kun i en kort periode, at Pandrup Bageri måtte stå lukket og slukket med kolde ovne. Helle Simonsen har nemlig sagt ja til at forpagte forretningen, og også bagermester Bjarne Steffensen fortsætter sammen med to lærlinge.

- Det er gået så stærkt. Det blev besluttet søndag 30. september, og vi tog over to dage efter, siger Helle Simonsen.

- Jeg fik et godt tilbud, jeg ikke kunne afslå, fordi det er et spændende projekt, tilføjer Helle Simonsen, der ellers skulle begynde i et andet job om mandagen.

- Heldigvis havde de en anden klar, ellers skulle jeg have været der en måned.

Selv om Løkken bageren Søren Kodal ikke så en tilstrækkelig økonomi i forretningen i Pandrup til at fortsætte der, så tror Helle Simonsen på det bageri, hvor hun ha været butiksansvarlig i tre og et halvt år.

- Vi vil afprøve nye tiltag, så vi kan få det til at gå rundt. siger Helle Simonsen.

Det betyder, at de varer, der ikke sælger så godt forsvinder fra forretningen, mens nye tiltag får lov at blive, hvis de kommer til at gå som varmt brød.

Eksempelvis var der croissanter med fyld til salg onsdag, og Helle Simonsen, der er uddannet delikatesseassistent, vil også tilbyde pålægskagemand.

- Vi har mod på det, og vi er blevet rigtig godt modtaget af alle. De er så positive, så nu håber vi, at byen bakker op om bagerforretningen.-tin

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...