Omfattende program med Nikolaj og Piloterne som musikalsk hovednavn

BLOKHUS: Traditionen tro omdannes stranden i Blokhus til en af landets største bålfester søndag 23. juni, når Erhvervsforeningen Destination Blokhus og VisitJammerbugten inviterer til midsommerfest for store og små.

Festlighederne indledes med hygge omkring bålpanderne, hvor det er muligt at bage snobrød, og der er anderæs ved Fiskernes Hus.

Først på aftenen kan man opleve en musikalsk march fra Blokhus Torv med de norske skolekorps, som deltager ved årets Nordsøfestival, og marchen slutter på stranden med en minikoncert.

Aftenens hovednavn er Nikolaj og Piloterne, og inden de går på, spiller Jens Varmløse, så scenen er sat til en musikalsk aften i top.

Årets båltaler er borgmester Mogens Chr. Gade, og efter talen tændes bålet, og heksen sendes afsted mod Bloksbjerg med fællessang.

- Vi glæder os til et brag af en sankthansfest og håber, at der kommer mindst ligeså mange som sidste år, og derfor anbefaler vi, at man kommer i god tid, siger Jannie Ratke fra VisitJammerbugten.

Byens restauranter holder naturligvis også åbent denne aften, men det er en god idé at reservere bord på forhånd.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...