Uændret bestyrelse fortsætter i Jammerbugt Havekreds

JAMMERBUGT: Jammerbugt Havekreds har holdt generalforsamling på Skovsgård Hotel, hvor formand Inger Ydegaard i sin beretning fortalte om et aktivt år i havekredsen. Der var planlagt otte arrangementer, men man desværre måtte ét af dem aflyses på grund af for få tilmeldinger.

Medlemstallet er på landsplan faldende, og det er også tilfældet i Jammerbugt Havekreds, som for øjeblikket har 105 medlemmer.

En kampagne, hvor nye medlemmer kunne tilbydes tre måneders gratis medlemskab eller et 15 måneders medlemskab til 470 kroner, resulterede i 10 prøvemedlemmer.

Inger Ydegaard takkede på generalforsamlingen for to donationer - nemlig en donation fra Sparekassen Vendsyssel til årets julearrangement samt en donation fra SE-fonden, som bevilgede penge til to nye pavilloner til Åbne Haver og Havens Dag.

For tredje år i træk er der udnævnt en have til Årets Have. Der var nomineret fem haver, og det var en svær opgave for de interne dommere Ingrid Kjærsgaard Andersen og Pusser Nielsen samt den eksterne dommer Jens Ørtoft at finde netop den fineste have. Valget faldt på Anette og Christen Norman Christensens spændende have i Pandrup.

Sammensætningen af bestyrelsen er uændret.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...